De sidste 15 år har påsken været årets helligste tid, nørdernes jul skal fejres på samme vis hver gang. Men detaljerne har skiftet en del over årene, fra ung bleg nørd til garvet infonaut og de sidste par år en hård kamp for ikke at stresse mig selv med for mange pligter. Og i år lykkedes det endelig:

Fastaval var sgu lidt kedelig.

Og jeg klager slet ikke. Det var dejligt at få ro på. Kun to scenarier og tre spilledertjanser for at få min toast-kvote, samt en enkelt festlig aften eller to.
Det var til gengæld også gennemført middelmådige oplevelser for det meste. Og en masse udhæng med nørder ind i mellem som jeg virkelig nød.

Scenarierne

Jeg startede med en ret lækker start, Vinterulvene af Kristian Bach Petersen. Kørt af Kristian himself og med Relic med på holdet blev det hele sparket i gang. Det er første gang jeg har oplevet at der er direkte mekanisk incitament til at man som spiller fortæller røven ud af bukserne.

Det blev fulgt op med Midsommer af Mikkel Bækgaard, hvor Alex Uth satte en tæt, trykket sommerstemning og jeg fik mulighed for dybt underspillet at kæmpe om Rikke Munchkins gunst fra den forkerte side af graven. Det er længe siden jeg har nydt så lavmælt og langsomt rollespil om bordet. Det var lige ind i alt hvad jeg elsker.

Fredag kørte jeg Starship Troopers: En ny trussel af Mads Brynnum. Her begyndte det at blive middelmådigt. Og ikke kun fordi Martin Horn var med. Scenariet flød trægt og terningerne nåede desværre kun at skabe et enkelt øjebliks spænding og awesome. Og så er det en træt trope at elitesoldater skal lave moralske valg om følge ordrer.

Lige efter stod jeg for at være bøhmand i Horrordeck af Ferdinand Brødløs og Denise Brødløs Færge, sammen med Ferdinand der var i spidsen af fortællingen. Det var en ambitiøs og (u)hyggelig lille blackboxy novelle. Spillerne virkede glade, men jeg havde svært ved at fange ånden i den, måske ville fuld blackbox gøre det?

Lørdag aften var jeg spilleder på I Will Know My Name af Brand Robbins. Der var alt for meget tekst, det var svært at få det skåret ind til benet og formidlet klart til spillerne. Så vi startede med infodump og fik ikke sat tonen ordentligt eller skabt greb på mekanikkerne i spillet. Det sluttede heldigvis ganske okay, takket været Johs Busteds indie-skills.

I det hele taget fik jeg følelsen af at jeg er mere værd i spillokalet som spiller, end som spilleder. Både i at fortælle fede action moves for min character og i det langsomme dvælende mavespil følte jeg at jeg gav de andre i lokalet noget særligt, mens ingen af de tre spillederpræstationer var noget at skrive hjem om. Jeg kunne ikke køre min højtempo action-pres stil der hvor det havde passet ind og jeg aner ikke hvordan jeg får en gruppe halv-skeptiske spillere til at blive trygge med at fortælle på historien. Så næste år er uden spilledertjanser, med mindre jeg bliver headhuntet af nogen der kender mine kompetencer. ‘Coz I sure as hell don’t anymore.

Alt det andet

Jeg nød virkelig at der var god kaffe på vallen, med ekstra hygge. Det var dejligt at hænge i Kappekroen og dejligt at der ikke var så mange i fælleslokalet. Dejligt roligt. Og at have Danni Rune tilbage var i sig selv et højdepunkt.

Maden var… maden. Fra sidste år. Middelmådig. Spisning for kalorier og energi, ikke oplevelser.

Ladyface var med for Bifrost og havde skabt en rigtig hyggelig Bifrost Lounge op til fælleslokalet, med store sofaer og et naturligt habitat for frostierne. Jeg havde glemt hvor dejligt det er at have et sted man hører lidt mere til, end almindelige con-gængere og får bonus for at være der. Og så var der Ladyface snuggles. Samt at jeg fik smuglytte-nydt et generationsmøde blandt feminister mens jeg tog en lur, dejligt at opleve møder mellem mennesker.

Druk

Jeg havde en virkelig hyggelig og meget nørdet druk-aften fredag. Min Monsterhearts gruppe havde besluttet at drikke sig fulde in-character i vandrerhjemmets fælleslokale, med emo-musik på fuld blæs og passende makup til alle. Jeg-har-aldrig og sandhed eller konsekvens skulle der også til. Vi løb tør for smuglersprit i tide til at nå den svedigste halvdel af Ras Boldings set. Faenme længe siden jeg har været fuld og glad på val. Og på en så nørdet måde.

Så glad faktisk, at jeg valgte at tage Ottofesten med i år. Jeg har skippet den de sidste tre år, med og uden vilje, men altid uden at have savnet det i særlig stor grad. Vi havde egentlig planlagt at smutte efter showet, men der var ikke tog videre der passede, så det blev en helaftensforestilling. Showet var fint. Det var kort og præcist, jeg nåede kun at blive lidt træt af det. Festen bagefter var også fin. Folk var mindre aggresivt berusede end de plejer og der var rent faktisk mulighed for at snakke af og til. Men jeg savner altså et godt sted at sidde og konversere på vallens sidste aften. Bordene i baren bliver alt for hurtigt fyldt af shots-folket og der er trist gennemtræk ude i foyeren. Det er en meget lang stå-og-snakke-aften for nørder med tynde ben.

Næste år

Åh, næste år. Der er ingen af os der kan lade være med at tænke på næste år. Ladyface er vidst helt solgt på konceptet nu, hun er klar på den store pakke med vandrerhjem og arrangøransvar. Jeg har en gammel scenarie-idé der er på nippet til moden. Og så er jeg blevet udfordret til at bryde et af mine stærkeste principper: At komme med ikke-stiltiende fordømmelse (til scenarieskrivningskonkurrencen).

Og så er der den store hvide orange hval: Infoen. Jeg har plottet med kompetente mennesker og det er ikke urealistisk med en reformation. Det var årets efterslæb. Alt andet var godt nok, infoen – ikke helt. Jeg har otte års erfaringer der godt kunne tænkes at være relevante, men nu må vi se.

Alt i alt

Middelmådig oplevelse. Men det var faktisk rigtig rart at kunne slappe af og ikke være panisk investeret i et eller andet.

6/10 will Fastaval again.

Tak for en lækker beige og middelmådig ‘val alle sammen!