Iconsworn II – Rejsens Begyndelse

Jabram og hans trofaste skib “Græshoppens Lignelse”

Vores fortælling starter i kredsløb om den kæmple ørkenplanet Dawatat, på karavanserai stationen “Løvens Oase”. Som jeg i øvrigt absolut ikke har råd til at være for længe på, men der skal brændstof til og indhentes information. Ikonerne villige, så når jeg at finde ud af noget inden mine ilt- og dok-afgifter sender mig helt fallit. Det er bare det bedste sted at finde ud af, hvem der kan sige hvor mit tabte hjemskib “Amira’s Syv Vinde” kunne befinde sig.

Jeg har netop formået at få et brugbart tip ud af en dokarbejder i en lille uofficiel knejpe, da jeg ser to figurer der ikke passer helt ind imellem den trætte arbejderflok i bulen. Ved Stjernemørket, jeg kender dem! Det er et par af Sheik Al-Bara’s bøller, der nok gerne vil have det afdrag jeg ikke helt har betalt til tiden.

De må ikke opdage mig! Jeg sværger en stille ed om at slippe væk herfra og komme til Sahadin, hvor jeg ved at Ryttersken Talmiel opholder sig. Nu er der ingen grund til at blive her på stationen længere, jeg må afsted. Heldigvis ved jeg at ingen selvrespekterende illegal bar er uden mindst éen skjult bagudgang og derfra gennem servicegange tilbage til mit skib. Jeg dukker mig ned blandt de andre gæster og halvkravler dybere ind.

[Mekanisk Mellemspil: Det første man gør i Ironsworn er at rulle et “Swear an Iron Vow” move for at sætte gang i handlingen. Et rul er altid d6+modifiers holdt op imod to individuelle d10. Jeg ruller en 4 på min d6 og lægger min Heart stat på 3 oven i, så det bliver til 7 i alt. De to tisiders terninger er henholdsvis 5 og 6, det er det bedste udfald, et “strong hit” og en god, afklaret start på min quest med +2 Momentum (mere om det senere)].

De bedste seks-siders terninger har tolv sider.

Som forventet er der en løsnet serviceluge i det bagerste hjørne, men desværre er den bag en bister og korpulent herre i maskinfører-mundering, så det er kun ved hjælp af en yderst akavet manøvre og tusind undskyldninger at det lykkes mig at komme til den og ind i servicegangene.

[MM: Jeg ruller et “Face Danger” move for at komme ud af scenen, men får desværre kun slået den ene af de to modstandsterninger, så det bliver et “weak hit” hvor man lykkes, men det koster. Der er en hel menu af trælse ting, men det giver mest mening bare at tage en -1 på momentum, da der ikke er så meget på spil endnu. Og jeg synes at det godt må gå lidt tjept med at komme afsted til rigtigt eventyr er det også nok til at jeg krydser et sæt successer af på mit løfte om at komme videre herfra.]

Jo sværere en quest er, des færre streger sætter man pr milepæl.

Bagsiderne af rumstationer er min hjemmebane og jeg sender en tak til Dæksmatrosen og forsøger at finde ud af hvor tæt jeg uset kan komme på den dok mit skib holder på. Efterhånden som jeg kommer tættere på dokkene bliver servicegangene mere og mere fyldte af ledninger, rør og slanger til at forsyne de mange skibe der lander og letter. Jeg er som sædvanlig overmodig og prøver at klemme mig lidt længere frem, men kommer til at mase mig selv ind imod et kølevæskerør og fryser min ryg noget så grusomt. Det kommer til at svie i et par dage!

[MM: Her vælger jeg at rulle for “Secure an Advantage” eftersom min karakter har initiativet og overskud til at prøve at komme foran, men terningerne forråder mig og jeg misser mit slag. Så jeg må “Pay the Price”, jeg kan enten vælge det mest oplagte eller prøve at rulle på tabellen, der siger at jeg tager skade. Av!]

Der er ikke andet for end at prøve at komme det sidste stykke ude på gangene, selv om der helt sikkert er nogen der holder øje med min dok. En stille bøn til Hazardspilleren for at få tilfældet på min side og jeg kaster mig ud i at være bare endnu en rejsende på vej til sit skib. Det er vanvittigt svært at gå afsted uden at kigge mig over skulderen, men jeg stoler på at der er for mange på vej og mit signalement ikke er præcist nok. Jeg ved ikke om deres udkik var distraheret eller jeg bare var heldig, men jeg formår at glide med flokken hele vejen op til landgangsbroen til mit skib, uden at blive antastet.

[Jeg tager endnu en tur med at se faren i øjnene, denne gang med mandsmod frem for lusk og mit gamble betaler sig med en fuld success. Bum, lad os så få det skib ud i rummet!]

Med alle luger forseglede bag mig, får jeg hurtigt sat liv i mit skib og bedt om en afrejsetilladelse. Jeg prøver at ligne bare endnu et skib på rutinemæssig afrejse og håber at kunne få et lille forspring inden gangsterne opdager mig. Det går fint at komme ud af stationen og komme op af tyngdebrønden, men de Ikonsformørkede bastarder har selvfølgelig et skib i kredsløb længere oppe der forsøger at afskære mig fra de frie kosmos, men jeg er nået for langt afsted inden de opdager mig og det er trivielt at slippe fra dem.

[MM: Her hopper vi så ind i det andet af de to store fremdriftssystemer i Ironsworn som er at tage på ekspedition. Det er meget det samme som at forsøge at opfylde sine løfter ved at fylde mærker på en tracker. Man ruller for at nå fra waypoint til waypoint med muligheder for at blive distraheret undervejs. Jeg ruller en halv success, men fordi jeg har tilpasset mit skib må jeg rulle en terning om på mit første ekspeditionsrul og får derfor en fuld success i stedet!]

Da jeg er sikker på at det er klar sejlads frem til Sahadin sætter jeg autopiloten til og kravler fra broen ned til det lille skibsalter jeg har bygget i stævnen for at takke Ikonerne for at lade mig undslippe så let, inden jeg forsøger at behandle mine forfrysninger. Det er drønbesværligt at komme til omme bag min ryg og det koster mig alt for meget dyrebar creme og forbindinger, uden rigtig at gøre en forskel. Til sidst giver jeg op og falder i en dyb, drømmefyldt søvn i min køje.

[MM: Den samme evne der giver reroll, lader mig også fortælle en lille vignet om livet på skibet som giver et lille mekanisk boost. Derefter forsøger jeg at helbrede min skade men ruller horribelt dårligt og jeg vælger at det koster mig en god portion forsyninger. Starforged har tre resourser man holder styr på for sin karakter: Helbred, humør og forsyninger. Det er træls at gå ned i dem. Særligt når man bare forsøget at gå en smule op i en anden.]

Jeg skyder god fart til Sahadins kredsløb og er næsten klar til at indlede mit landingskredsløb da jeg får et brysk opkald fra en af Legionens krydsere der svinger i høj fart hen imod mig fra et Konsortie blokadeskib. Ved Købmandens Kugler, det var dog utroligt hvor besværligt alt skal være. Han insisterer på at planeten er under officiel afspærring for at standse plyndring af deres nedstyrtede skib. Jeg prøver at tale mig ud af det, men den humorløse søn af en øgle i den anden ende af radioen køber tydeligvis ikke at jeg skulle være et kurerskib, så han åbner op med advarselsskud. Jeg kan godt se at der ikke længere er andet at gøre end at løbe og jeg kaster skibet ned imod overfladen i en lidt for stejl vinkel. Jeg bider tænderne sammen da varmeskjoldet begynder at knage og ryste.

[MM: Bah, mit næste ekspeditionsrul er en delvis success så jeg smider et af de blokadeskibe ind som jeg ved der er ved planeten som komplikation. Mit rul for at tale mig ud af det er en komplet fiasko, men Ironsworns Momentum-mekanik redder mig. Man kan indløse sit opsparede momentum og erstatte sit terningsslag med dets værdi i stedet. Og så nulstille det. Jeg får dog lov til at nulstille lidt højere end normalt da jeg er ude i rummet. Til gengæld får jeg en halvsuccess og vælger at konsekvensen er skade på rumskibet på vejen ned.]

Skibet holder heldigvis hele vejen ned og jeg får Græshoppen til at glide hen over det rå, tørre og ofte brændende landskab i lav højde. Ved Danserens Fodvorter, det var tæt på. Og jeg har ingen anelse om hvor på planeten jeg er kommet ned. Det hele ligner det samme og jeg tør ikke flyve længere op for at få et overblik. Jeg må lande og efterlade mit skib et geologisk stabilt sted og så finde vej på overfladen. Jeg hader planeter. Jeg hader overflader. Og jeg hader at skulle gå lange ture. Men i det mindste er jeg på rette vej…

[MM: Den store finale på en ekspedition (eller et løfte) er et gamble hvor man ruller de to modstandsterninger imod det antal felter man har krydset af undervejs. Jeg har fået krydset otte felter af på min rejse og føler mig ret selvsikker da terningerne leverer en otter og en tier. Pis. Konsekvensen er at jeg skal opgive projektet eller rulle terningerne igen og så trække det laveste slag fra i antallet af krydsede felter og så sætte afsted igen på en (nu sværere) rejse. Og selvfølgelig ruller jeg otte og ti igen så hele min fremgang er blevet udryddet. Det bliver en lang tur hen over overfladen for Jabram…]

Plyndring af et nedstyrtet skib på Sahadin. Hvem ved hvad Jabram kommer til at møde på planeten?

Det her er et godt sted at stoppe for i aften. Det er gået overraskende godt, lige indtil her til allersidst. Systemet er ret simpelt i sit skelet, men der er godt nok meget slåen op for at checke moves og rulle tabeller. Jeg elsker heldigvis at rulle på tabeller. Og det bliver nok hurtigere efterhånden som jeg når længere ind i systemet og historien. Jeg synes det er sjovt at balancere det meget improviserende fra Ironsworn med en setting der er langt mere fastlagt (fra bogen og det jeg selv har lavet tidligere), det gør det generelt meget nemmere at vælge hvad der skal ske. Og indtil videre har der ikke været nogen konflikt imellem de to spil jeg har limet sammen. Det er fedt.

Iconsworn

Jeg har været mega-nysgerrig om Ironsworn, det famøse solo-rollespil. Men jeg har ikke været særlig interesseret i den jernalder setting det er lavet til, eller arbejdet med at hacke det til noget andet. Men så har de heldigvis lavet en scifi variant, Ironsworn Starforged, som jeg endelig har fået mine beskidte fingre i.

De ser jo også pæne ud sammen.

Og da jeg så læste bogen indså jeg noget endnu federe: Den er næsten fuldstændig kompatibel med settingen fra Coriolis rollespillet. Der er lidt forskel i FTL (alle har jo deres egen måde at gøre den del på) og lidt om hvordan planeter og stjerner er, men det er småting ude i periferien hvor man lige skal male om på fiktionen. Mekanisk og i alt det fundamentale setting er det bare lige ud ad landevejen. Det er fedt. Man skal bare tilføje det med at sværge eder til Coriolis, hvilket let kunne være noget man gjorde alligevel.

Derudover har jeg på et tidspunkt hygget mig med at rulle et system frem med de tabeller der er i Coriolis’ Atlas Compendium og begyndt at lave et illustreret hæfte med det. Så det er i det system at jeg vil sætte min solo tur i og forhåbentlig få mere indhold til mit setting hæfte. Jeg tror det bliver fedt.

Jo ja, det er måske et lidt overgjort kort når jeg faktisk ikke havde noget at bruge det til.

Setup

Man starter normalt med at rulle eller vælge detaljerne på ens setting, der altid er den slags hvor der kun er mennesker i rummet. Derudover foregår den i en udkant hvortil menneskeheden er flygtet fra en stor katastrofe. Opmærksomme læsere vil kunne se at det mere eller mindre også er noget der ville indgå i en elevatorpitch til Coriolis. Så det er nemt bare at hoppe videre til at bygge en karakter.

Man starter med at vælge to “paths” som er mikro-klasser hvor man får særlige evner og man kan bygge dem vildere eller tilføje flere efterhånden som man overlever spillet. Jeg valgte “Devotant” som handler om at tilhøre en tro, for at få dens startevne som er en fin erstatning for reglen om at bede til ikonerne fra Coriolis systemet. Og så Voidborn der handler om at være født og opvokset i rummet. Så kan jeg nemlig spille en Nomade.

Så vælger eller ruller man en baggrund. Terningerne sagde at jeg var den eneste overlevende af et angreb eller en katastrofe. Ud fra det man så har nu skal man sværge sin første ed. Så det jeg endte med er at pirater kaprede min karakters klan-rumskib og han var den eneste der slap væk og nu har han sværget at få sit fødeskib tilbage fra de onde rumpirater.

Så får man et rumskib, som jeg har valgt at kalde “Parable of the Locust”. Plus en ekstra ting, der kan være noget på rumskibet, et ekstra fartøj, en path mere eller et dyr/robot der følger med en rundt. Jeg har valgt at gøre mit skib mere hyggeligt indvendigt, så jeg får bonus i starten af lange rejser. Til gengæld har jeg måttet sætte et arvestykke i pant for at få skibet, det bliver min families sekstant der i generationer har ledt dem fra planet til planet.

Sådan ser en side i min rejsebeskrivelse til settingen ud nu her.

Så skal man vælge stats, der er fem og jeg besluttede mig for: Edge 1, Heart 3, Iron 2, Shadow 2, og Wits 1, hvilket giver mig en der ikke er så kvik, men meget passioneret og handlekraftig. Han får også navnet “Jabram Bour Nishar” og får nok et tilnavn når jeg har lært ham lidt bedre at kende.

Så skal man egentlig også rulle en start-sektor op at starte sit eventyr i, men jeg har allerede en setting, så jeg nøjes med at rulle en indledende kontakt frem, der bliver “Talmiel the Outrider” en explorer der er ude på jagt efter sjældne resourser, kendt for at være smart i det, men også forsigtig og mistænkelig. Hun har helt klart et spor om hvor det tabte skib er og den første udfordring er at nå hen til hende.

Vi starter Jabram ud på en caravanserai station over planeten Dawatat, et af systemets knudepunkter. Og så kan Talmiel passende være et sted på naboplaneten Sahadin der er en tør, vulkansk planet tæt på en af systemets to sole, hvor et stort koloniforsyningsskib fra Konsortiet for nylig styrtede ned på en lavaslette.

Det sidste prep er at sætte det hele igang med en indledende episode. Jeg tror vi kører en klassiker og sætter et par stygge typer fra den lånehaj, som Jabram skylder for udbetalingen til hans rumskib, ind i dokken hvor hans skib står.

Og så er det bare at se hvad det fører til når jeg begynder spillet for alvor. Håber det bliver værd at skrive om.