You are currently browsing the tag archive for the ‘Just A Little Lovin’’ tag.
Et udtryk for dette års Fastaval-zeitgeist var tydeligvis Sex. Troelsken har lavet et fint indlæg hvori han forklarer hvordan hans eget scenarie Min Søsters Sekretærfugl bruger sex på en ægte, rigtig og vigtig måde.
Jeg er selv en bleg og usikker nørd, jeg bryder mig generelt ikke om at snakke sex og har for det meste sluppet for det. Når jeg ser en film og tv, betyder sex-scener som oftest en pause, hvor jeg kan løbe på toilettet mens handlingen er på standby for at vise kød. I bøger plejer jeg at skimme hurtigt hen over de dele hvor forfatteren dykker ned i de anatomiske tillægsord, indtil jeg genfinder plottet seks sider senere.
Jeg finder det utroligt akavet at skulle forholde mig til noget der er så umiddelbart fysisk og haptisk gennem ord, det bliver plat og groft af det, selv når de bedste forfattere går igang. Hvordan skal det så gå os amatører i rollespillet?
Men nok om min sex-forskrækkelse, det er omtrent lige så uinteressant for jer som sexfortællinger tydeligvis er for mig.
For mig er det utroligt svært at se hvordan folk der knalder kan bidrage meningsfuldt til historien. Det er præcis samme måde som hvordan en kampsekvens afbryder fortællingens flow. Detaljegraden skrues op og tiden går i slowmotion mens hvert stød og finte udfoldes mellem de to kombatanter. Der kommer let så meget fokus på den fysiske udveksling at alt det interessante går i baggrunden indtil det er blevet afgjort hvem der vandt samlejet. Og først dér er det at vi får det store plot “Luke, I am your father.”
Folk ender oftest med at fortælle enten humoristisk kikset sex eller et eller andet utopisk supersamleje for at imponere det modsatte køn, frem for at komme med et ægte portræt af karakterernes opførsel. Indtil vi får et ordentligt sprog til at snakke om de her ting er det svært at spille rollespil på det.
Jeg snakkede med flere på Fastaval der undgik sex-scenarierne fordi de ikke følte de havde erfaringerne og ordforrådet til at gå ind i den type spil. De var bange for at komme til at fremstå som kiksede jomfruelige nørder, hvilket jeg selv følte ret meget da jeg gik ind til Summer Lovin’. Opvarmningen var overfladisk og det var ret hårdt at blive kastet ud i at være den første de skulle fortælle sex på en vildt fremmed pige. I det mindste var det meningen at det skulle være grimt, men jeg havde alligevel mest lyst til at gemme mig da det var overstået.
Der er i det hele taget en masse bleed frem og tilbage når man spiller sex, fordi det går direkte i det limbiske system og sætter fut i blodet. Der er masser af krop involveret hvilket er den sværeste del at holde adskildt mellem spiller og spilperson. Der er sikkert en masse der synes det er awesome, men jeg bliver bare utilpas af det.
Jeg har det lidt lettere med det i live-rollespillet fordi ens krop er et reelt værktøj der, i højere grad en på Fastaval. Men alligevel så var jeg til Just A Little Lovin’ en del af et trekantsdrama hvor ingen af os benyttede os af spillets ellers meget eksplicitte sex-teknikker. Det passede bare ikke ind i historien at knalde i en busk et eller andet sted og jeg opnåede aldrig den fysiske tryghed med mine to medspillere der gjorde det relevant.
I det hele taget har jeg brug for en ret høj grad af tillid til mine medspillere om at det der foregår i spillet ikke har offgame relevans før jeg kaster mig ud i den slags. Jeg har set massere af grimme forviklinger efter spil med romantisk/seksuelt indhold som jeg ingen lyst har til at have i mit eget liv. Særligt hvis der er noget som helst alkohol indblandet, alt for mange kedelige offgamescoremoves kommer af den kombo.
Så når jeg spiller rollespil vil jeg helst have et klart veil over sex, med mindre der er en ekstra god grund til det. Jeg behøver ikke spille i en verden uden sex, men der er ingen grund til at spilde min tid på de saftige detaljer, hellere klippe smagfuldt videre og fortsætte historien.
Jeg har dog været ude for en enkelt gang hvor sex optrådte meningsfuldt i rollespil: Det var til Kapo, hvor min elskede kom ind i lejren gennem buret og det helvede det indebar. Det første vi gjorde efter det var at hoppe i Blackbox og spille de to karakterers første møde og med ars amandi deres første gang sammen, efterfulgt af indre monologer. Klassisk jeepsex når det handler om følelser. Meget trygt og sikkert. Men det der gjorde det relevant var den enorme kontrast efterfølgende, da vi endte alene i den klamme lejr og ens krop var et fængsel, men vi stadig havde varmen fra en andens berøring. Det var helt ubeskriveligt længselsfuldt. Og vi slap for at sætte klodsede ord på det, der bare havde virket fremmedgørende og akavade.
Giv mig meningsfyldt fortælling i form af sex or don’t even bother. Det skal ikke bare være filler material eller sex for sexens skyld. Så smider jeg sgu et tæppen hen over det og fortsætter min fortælling på egen hånd.
Efter en solid omgang Fastaval med den vildeste fastapest nogensinde fik jeg kæmpet mig til Finland og Solmukohta.
Jeg ankom sent tirsdag til hjertet af den finske oplevelse: Saunaparty. Ikke så meget party for mig, pga. pastafesten, men en halv time i saunaen hjalp gevaldigt på helbredet og rejse-klamheden.
Norp Talks
Efter en halv dags sightseeing med den kosmopolitaneren Erik Winther-Paisley var aftenen sat til Nordic Larp Talks, rollespillets svar på TED. Jeg kan varmt anbefale alle at tage et kig på videoerne, særligt Mike Pohjola om rollespils alternativ til publikummet og Johanna Macdonalds snak om de grundlæggende æstetiske forskelle på traditionel kunst og det vi laver, er guld værd.
Solmukohta
Dagen efter var det ud i skoven og til selve Solmukohta. Rammerne var tilstrækkelige, men heller ikke mere og maden var skræmmende sovjetisk. Tilgengæld var der som sædvanligt et helt magisk udsnit af awesome mennesker der snakkede om de mest awesome sider af rollespillet.
Som sædvanligt blev der lagt ud med korte, kraftfulde oplæg i form af Hour of the Rant, hvor folk kom med snappy underholdende opråb til rollespilsfolket. Amerikanerne tog i mine øjne sejren, Jason Morningstar fik etableret hvor meget vi nordiske folk er assholes og Lizzie Stark propaganderede effektivt for at vi skulle “Write a damn rulebook.” Desuden var der i år en Pecha-Kucha session* der også
leverede skarpe pointer. Jaakko satte blandt andet spørgsmålstegn ved om vi har et rollespils-community eller en konkurrence.
Oplæg
Herefter var det de sædvanlige længere talks og workshopsfor resten af pengene. Jeg var rigtig glad for at i år var tonen vokset fra akademiske nørder der insisterer på at rollespil er kunst, sgu, til praktiserende kunstnere og tilsvarende der sammenligner og indrammer hvordan og hvornår rollespil faktisk er det, samt udforsker det reelle æstetiske ansvar der følger med i en række forskellig rammer.
Min egen talk, som jeg holdt sammen med Mads Havshøj, om scenografi og fysiske rammer som skabende faktor for gameplay var hårdt ramt af vores fastaval bakteriologi, men blev rigtig godt modtaget. Det glæder mig altid at tage noget fremadrettet praksis med til knudepunkt for at opveje teorien og filosofien.
Emma Wieslander holdt et fint grundrids af terminologien i kaoset omkring køn og seksuel orientering, det var sjovt at se nørderne forsøge at følge med. Jeg kommer nok med en fortolkning af det her på bloggen senere hen, til almen oplysning.
Eirik Fatland holdt et udemærket oplæg om scenariet Marcellos Kjeller, det Kaizers Orchestra baserede musical live. Særligt interessant var hvorledes skrivningen af roller og setting, samt den praktiske opsætning i høj grad blev crowdsourced ud som miniopgaver i miljøet omkring Laivfabrikken i Oslo. Jeg blev tilbudt den nyeste Extended Edition af scenariet hvis jeg ville sætte det op i Danmark, så hvis nogen andre også synes det kunne være fedt…
Andie Nordgren kom med et råb om hjælp, hun havde brug for at skabe forståelse mellem hendes live fortolkning af sandkasse-spil og klassisk uddannede game designers. Det var top nørdet, men meget interessant, jeg kunne endda se paralleller til urbane interventionsprojekter i det. Andie har bragt ordet Agency ind i på min radar og det er et ret kraftfuldt ord jeg skal have fabuleret mere over på et senere tidspunkt.
Johana Koljonen holdt et fint oplæg om horrorfortællinger og hvordan de kan implementeres i rollespil uden at falde i hollywoodfælderne og hvor dejligt der er i Uncanny Vally, Havshøj og jeg sad og fnisede over mulighederne det meste af vejen igennem.
Jeg var med som paneldeltager i en efterbehandling af Just A Little Lovin’, det var godt med closure ved at høre andre deltageres tanker og oplevelser. Det var en særlig oplevelse og jeg kan kun anbefale dem der tror det vil være for dem at skynde sig ind på hjemmesiden for kørslen ved Stockholm til sommer.
Det sidste store oplæg jeg var til var en paneldebat om hvordan man kommunikerer live til et mainstream publikum. Fokus var i høj grad på journalister og hvordan vi håndterer dem, der var et par stykker i salen der kunne svare for sig. Konklusionen blev at vi i højere grad bør lave pressekit for de enkelte arrangementer vi laver og ikke være bange for at være opsøgende med dem. Jo nemmere vi gør det for journalisterne, jo mere får vi selv lov til at bruge vores egne ord. Det er også vigtigt at give dem plads hvis de besøger os, de fleste af de negative stereotyper og forståelse vi er bange for er ofte nogen vi selv trækker ind i lyset ved at forsøge at skjule eller afvise dem.
Litteratur
Årets høst af bøger og tidsskrifter har været mægtig, jeg bliver så glad når jeg ser udvalget vokse og blive smukkere og smukkere fra år til år. Jeg vil prøve at komme med nogen anmeldelser når jeg har tygget mig igennem høsten, men lige nu vil jeg bare sige at dette års knudebog er den mest tilgængelige nogensinde og fuld af lækre fotos. Leaving Mundania er fantastisk skrevet og er et yderst respektfuldt og medrivende billede af menneskene bag de grimme livere i Amerika. Desuden skal jeg have læst mine eksemplarer af Kapo bogen, Larpzeit International og Playground #5, det skal nok blive godt.
Kommende rollespil
Et sidste punkt i programmet var Lightning Larps, en hurtig omgang reklameoplæg for kommende scenarier i det internationale. Jeg skal helt sikkert med til 2027, et utopisk scenarie om livet efter kaptialismen på landet i Sverige, det er mange slags sexet for mig. Den Hvide Krig lyder som et rigtig fornuftigt tag på problemerne i en humanitær besættelse og er nummer to på listen. Hvis ikke jeg allerede havde spillet det, så var Just A Little Lovin’ også med. Det er ikke direkte et liverollespil, men The Lover’s Matchmaking Agency tilbyder en uge med de særeste dates i Oslo, Stockholm og København til sommer, hvilket lyder umenneskeligt sjovt.
Dublin2, der omhandler livet som asylansøger i sydeuropa med bidrag fra virkelige organisationer og forbipasserende bliver kørt for anden gang i Stockholm til sommer. Et par tyske scenarier om superhelte er også på vej, for dem der gerne vil det fantastiske i stedet for. Og så blev Between Steel and Glass nævnt, selvom det først er i 2013, så er det også en must-go for mig og min kønsforvirring.
Videre projekter
Der var selvfølgelig også en masse snak om idéer og projekter mellem nationerne, jeg fik selv brugt en del til på at forklare Dancing With The Clans, der var mange der gerne ville have konceptet til deres kongresser, endda helt til Grand Masquerade i New Orleans. Ingen konkrete planer endnu dog. Tilgengæld er vi igang med at eksportere Vrøvl fra BlackBox Cph til USA og Finland.
Jeg har også været i snak med Eleanor Saitta om at lave noget rumligt-arkitektonisk rollespil i Oslo, men det er meget nørdet. Og arrangørerne af Dublin2 i Stockolm ville gerne have arkitektonisk konsulentbistand på scenariet, hvilket lyder ret interessant.
Det var herligt at se nørderne igen og bytte ord og kram. Jeg kan huske at det var lidt træls kedeligt at være noob sidste år, men efter et år og et par scenarier er det som at komme hjem til de internationale, så til dem der var med for første gang i år: It gets better. Tag nogen ord med næste gang så folk ved hvad de skal snakke med dig om. Der er masser af herlige mennesker fra hele verden at diskutere næsten alt med. Jeg var selv for sløj til at få det hele ud af den del, men det blev da til et par stykker, blandt andet en god lang samtale med Epi, Emily og flere. Indiefolket er dejlige.
Solmukohta formåede endnu en gang at være en eminient konference på trods af pest og post-fastaval blues. Jeg kan varmt anbefale at tage med og blive klogere.
* Japanesisk oplægsform hvor man har 20 slides på automatisk timer á 20 sekunder hver til sit oplæg, hvilket giver 6 minutter og 40 sekunder til at sige hvad man mener og ikke et sekund mere!
Jeg begyndte i efteråret på dette indlæg for at sælge idéen om blackboxen til det danske live-miljø, men kom kun halvvejs. Nu hvor Blackbox Cph mudrer vandene med et lignende navn vil jeg lige bringe den norske og svenske udgave af ordet, i form af en handy guide baseret på mine egne begrænsede erfaringer og et interview med den uforlignelige Elli Åhlvik. And now we go to commercials:
.
Er du også træt af at dit live-rollespil er kedeligt og lineært? Har du en scene du vildt gerne vil prøve, men ikke er sikker på virker? Savner du det ekstra følelsesmæssige spark så du rigtig kan bleede?
Hvis du kan svare ja til bare en af disse udtalelser har jeg løsningen på dine kvaler i form af den nye, innovation fra International Genderbending Larpers:
Blackboxen
Hvad er så sådan en sort kasse, spørger du sikkert. Og her er svaret: Det er et autonomt, formbart rum for rollespil uden for selve spillets kontekst og kontinuitet. Eller på hverdagssprog, det er et rum hvor spillerne selv kan sætte scener i efter eget behov.
Normalt foregår liverollespil fortløbende, tiden og rummet i selve spillet er den samme hele vejen igennem. Det giver mulighed for en uhyggelig grad af indlevelse i situationen, men begrænser også mulighederne for at bruge kreative greb til at forme fortællingen. Greb som vi ofte ser i gode bordrollespilssammenhænge: Flashbacks, indre monologer, udtrykte håb og drømme, etc. Det er ikke rigtig til at bringe de elementer frem i lives uden at bryde med den fiktion vi opretholder sammen. Og det er her at blackboxen kommer ind, for den tilbyder et rum til de greb, der er tilgængeligt på spillernes egne vilkår. Som semi-live bidrager til bordrollespil med krop og fysik, er blackboxen at kunne lave semi-live i forbindelse med et 100% live uden at gribe forstyrrende ind i andres spil.
Idéen med blackboxen er at en spiller kan tage rollen som midlertidig spilleder og sætte scener efter eget behov, med andre spillere. Basalt set kan alt det vi kender fra bord og semilive foregå i boxen, koncentrerede scener med alskens teatergreb.
Rummet
Blackboxen kommer af ’60ernes og ‘70ernes teaterverden hvor man lavede minimale, ofte sorte scenerum for at spare penge og være avantgarde. Men hvad er sådan en box rent praktisk?
Det simpleste er bare et rum der er udpeget til brugen, men hvis man gør noget ud af rummet får man væsentligt bedre resultater. Det første er at gøre det så minimalistisk som muligt, jo mindre man skal se bort fra, des bedre kører fantasien. Sorte vægge er optimale da de ophæver rummets størrelse og sætter fokus på de folk der er tilstede i stedet. Størrelsen på rummet er også vigtig, tommelfingerreglen er for mig hellere lidt for lille end alt for stort. Bare sørg for at der er plads til at en fire-fem spillere kan agere frit i rummet. Jeg tror de fleste fastavalgængere ved hvordan et rum påvirker mulighederne for at lege.
Det er også en rigtig god tilføjelse at have muligheder for at styre lys og lyd i rummet. Lys er et utroligt stærkt værktøj til at forme oplevelser med, farver og intensitet kan virkelig sætte stemningen. På samme måde kan det være godt at have underlægningsmusik eller lydtæppe.
Et par stole eller podier/kasser kan fungere som alskens scenografi, men lad være med at have for meget forstyrrende i rummet.
Det vigtigste er at du har et neutralt og trygt rum som spillerne har lyst til at bruge, gerne med mulighed for stemningseffekter.
Integration i spillet
Selvom blackboxen ligger uden for selve spillets ramme og er valgfri er det stadig vigtigt at den er integreret designet af spillet. Det største spørgsmål er hvordan man som spiller kommunikerer til en andre i selve spillet. Man skal kunne fortælle det på en måde der ikke forstyrrer andres interaktion og bryder illusionen unødigt. Det er ofte relevant at fortælle hvilken scene man ønsker at sætte og om andre skal med, men detaljerne kan også ofte vente til man er offgame. Personligt har jeg intet problem med den slags direkte offgame forespørgsler, men jeg kender folk der vil blive irriteret af det. Derfor kan det være nyttigt med et simpelt signal der forklarer det hurtigt og nemt uden ord.
Til Just A Little Lovin’ var der i hele spilområdet fordelt farvede fjer, der kunne bruges til signaler. Hvis man tilbød en anden spiller en blå eller sort fjer var det en invitation til at gå i blackboxen, blå for en scene om venskab, sort for en om dødsangst. På den måde kan man nonverbalt invitere folk i deres eget tempo og uden at forstyrre spillet afvise et tilbud.
Et andet alternativ er at have et simpelt håndtegn man kan bruge, såsom at tegne en firkant i luften. Det fungerer f.eks. i spil hvor man har lavet sin egen Blackbox.
Det er også vigtigt at spillerne har forstået boxen og hvad den kan, så de kan finde de steder det er mest relevant for dem at bruge den. Det letteste er helt klart at have demonstrationsøvelser på en workshop hvor spillerne har mulighed for at træde ind i instruktørrollen og prøve den af på forskellige måder.
Sørg for at spillerne forstår hvad boxen kan og at de har klare signaler de kan bruge i spillet uden at forstyrre det.
Spillet i boxen
Der er egentlig ingen begrænsninger på hvad man kan lave i sådan en box, det er kun fantasien der sætter grænser. Men her er et par tried and true teknikker fra vores naboer mod nord og øst:
Aspekter
Spilleren i centrum af øvelsen er interesseret i at udforske forskellige sider af sin spilperson, som er i konflikt. De andre omkring hende påtager sig rollen som de forskellige aspekter. De kan være de følelser rollen oplever eller sider af personligheden, måske metafysiske entiter som engle og dæmoner eller fortidens skygger. Man kan også gøre det med bare en enkelt modspiller, hvis man f.eks. skal have overbevist sig selv om en handling kan man få en af de andre til at følge efter en og insistere på alle de grunde man har til det.
Flashback / -forward
Det kan også være klassikeren med at spille scener fra fortid og fremtid, prøve dem af på forskellige måder. Særligt at spille dem farvet af personlige oplevelser kan være stærkt. Enten ved at have to forskellige rollers fortolkning af den samme situation spillet efter hinanden, eller en rolles største håb for situationen versus hendes worst case frygt.
Til Just A Little Lovin’ blev der mellem to akter mulighed for at få sin rolle testet for HIV, hvilket forgik i blackboxen. 18 spillere sad i rundkreds omkring en spilleder i kittel der spillede deres forskellige læger og en efter en gik vi op for at få svaret at vide. Udfaldet var enten givet på forhånd eller også trak lægen en seddel med positiv eller negativ. Hver scene varede kun et par minutter, lige nok til at få oplevelsen og den umiddelbare reaktion med. Min egen test var ikke slem da jeg vidste svaret var positiv, men da min kone sad hos lægen var jeg helt ude af den og forstod slet ikke at hun ikke havde sygdommen selv da de fortalte mig det.
Sex
Det kan være svært at spille intime scener selv med moderne værktøjer som Ars Amandi, når man er i et stort og forvirrende scenarie. Der er mange signaler og undertoner der kan foldes ud i en blackbox.
Til Kapo gik jeg og min elskede ind i boxen straks efter hun ankom i lejren, hvor vi gennem fortælling, ars amandi og til sidst hver sin monolog skabte deres første møde til en drum n’ bass koncert og det der fulgte efter. Det var brutalt at træde tilbage i scenariets usle mørke og fjendtlighed med den varme følelse af ægte kærlighed i maven.
What if?
Man kan bruge blackboxen til at afprøve udvikling i rollen, alternative eller fremtidige scener. I det hele taget er boxen et godt sted at mærke grænserne for rollen uden det påvirker de andres spil.
Overlejring
Det er tit svært at gøre forhold til bipersoner der ikke er i scenariet levende, men man kan tage i boxen og få en medspiller til at være ens far, søster, datter, lærer eller hvad man nu har i sin baggrund. Det kan være særligt godt at inddrage en spiller man har et parallelt eller kontrasterende forhold til i spillet, til at tage rollen. Hvis din baggrund er fyldt med skuffelser og ydmygelser fra rollens far, kan man tage de følelser og lægge oven på et reelt spillet forhold. Det giver også din modspiller en masse indsigt i din rolle og mulighed for at spejle fortiden i nutiden.
Afpasning
Hvis man har et forhold til en anden spilperson kan det tit være svært at være sikker på at man er på samme spor, boxen giver mulighed for at træde ud og snakke offgame om hvilken retning man er på vej i. Men endnu bedre er at gøre det gennem rollerne, via monologer eller småscener.
Igen til Kapo, et stykke tid efter et frygteligt brud mellem de to elskende hvor vi havde undgået hinanden, gik vi ind i den mørklagte box og skiftedes til korte indre monologer. Frem og tilbage en masse gange, hvor vi samlede ord og temaer op fra hinanden og fik et blik ind i den andens tanker.
I det hele taget kan man anvende de fleste teknikker fra Fastaval og Jeep i sådan en box. Det vigtigste er sådan set at en af deltagerne tager initiativ til hvad der skal foregå, så man ikke væver rundt uden mening. Det er også tilrådeligt at skynde sig tilbage i spil efter boxen, så man kan tage følelser og bleed med fra den til den store fortælling.
Instruktøren
Hvis du vil supercharge din blackbox er det bedste du kan gøre at få fat i en erfaren instruktør til at hjælpe dine spillere. Det kan være en af arrangørerne der har mod på det, det kan hjælpe med at holde spillerne tæt på scenariets oplæg. Eller måske er en eller flere af spillerne friske på det, sørg for at få dem peget ud til scenariets briefing så de bliver brugt. Npc’er også et godt sted at hente instruktører, de har ofte downtime der kan bruges på boxen. Hvis du har resourcer til det er en fast stab af npc’er der kan trækkes ind til blackbox brug en klar fordel.
Instruktøren, hvem end du kan få til det, har en nemmere opgave end det lyder til. For det første er de selv gået ind i boxen for at få en mere intens oplevelse. De har selv en idé til hvad de vil have og sikkert også hvordan, man skal bare lytte og facilitere deres ønsker. Opgaven består hovedsageligt af at komme med forslag til dem og skubbe dem videre. Det er tættere og mere personlig vejledning end til f.eks. en workshop, men det betyder også at det er lettere at blande sig og prøve sig frem. Det er ret svært at gøre noget forkert så længe man følger spillernes intentioner, instruktørens blotte tilstedeværelse fungere som alibi for at de kan spille hårdere. Ansvaret er bare at have perspektiv og idéer til dem og få dem til at føle sig trygge.
Instruktørens rolle er at facilitere spillernes ønsker, tilbyde teknikker og hjælpe dem med at lave bedre scener.
Bestil en box
Du kan finde blackboxes i alle de førende scenarier fra International Genderbending Larpers og prøve dem inden du selv køber en. Når du selv vil igang er det let at gøre som arrangør, man kan enten selv stå for at få den etableret. Eller man kan tage kontakt til et medlem af IGL, de kan enten selv hjælpe med at stable en box op, give en vejledning eller kender en der kan.
Som spiller kan du tage kontakt til din arrangør og gøre dem opmærksomme på din interesse i en Blackbox. Hvis de ikke selv har overskud til at lave en, kan du også selv tage initiativet som ovenfor, eventuelt i samarbejde med arrangørerne og andre spillere. Jeg er sikker på at arrangørerne ikke vil standse den slags initiativ.
Vi tilbyder også to light udgaver af Blackboxen, en midlertidig og en mobil:
Det midlertidige alternativ er bare at udnævne en del af scenografien til Blackbox og så bruge den som sådan. Et sted der allerede er udpeget til offgame, sit eget værelse på herregården eller som vi planlægger til Khypris, at bruge et af udhusene i vores lejr. Det er et udemærket alternativ hvis behovet pludselig opstår undervejs i spillet.
Den mobile variant er bedst til korte scener, da den primært bruges inde i selve spillets rum. Den består af et klart tegn til “nu er vi i boxen” som kan bruges når som helst og hvor som helst, dog helst afsides af hensyn til de resterende spillere. Den mobile model er klart bedst til erfarne blackboxere og tydeligt aftalt som værktøj på forhånd.
Ellis råd til den gode blackbox:
Elli Åhlvik var min modspiller til Kapo, og ifølge de fleste IGL’er er dronningen af Blackbox med mange års erfaring. Hun har været en kæmpe hjælp til at få det hele samlet og klargjort. Her er hendes råd til dig som bruger af blackboxen:
“Everyone needs to be focused.”
“Spontaneous need for the box as your starting point.”
“Relax and don’t plan out the play if you can rely on your experience.”
“Don’t be afraid to show and exaggerate the emotions, embody them.”
“Go haywire with your emotions.”
“The best start is a director and good coplayers, with a shared core feeling.”
“Don’t be afraid to say if it didn’t work or you want to repeat the play again.”
Og som instruktør:
“Don’t be afraid to meddle and direct.”
“Don’t be afraid to enter the gamespace in the box.”
“Don’t be afraid to touch or move the other players.”
“Be the alibi for the players.”
.
Tak for din interesse i Blackbox fra International Genderbending Larpers Hvis du har spørgsmål eller ønsker at prøve en Blackbox kan du kontakte IGL hvor hardcore nørder mødes. Fastaval og Knudepunkt er lige om hjørnet. IGL kan kendes på deres brug af fremmedsprog og atypiske kønsroller.
This is the third part of my experiences at the larp Just A Little Lovin’ the story itself. Previous posts are a review in danish and one in english.
For my fellow time travellers:
I won’t say much about Sterling before you all met him, except that he grew up in rusty old Pittsburgh and that he ran off to Canada, away from his family, to avoid the draft. He’d always loved music, as long as anyone can remember. You met him when he’d just started living his dream: Working as a producer in glamourous New York City. Married to his beautiful Chantelle, whose star was clearly rising to the top of the charts. Some might say it was a fire and water marriage, but it never lacked love.
She was the one who invited him to the 4th of July celebrations with her Saratoga survivor friends. He’d met them the year before, just after the honeymoon, of course. Some of them in the city too, Kohana’s drum circle with Laurence, Wallace and Lester. Kim, who held Chantelle in focus. Mary Lou through the studio and of course Chantelle’s best friend Beatrice. Poor Beatrice’s cancer had returned, so Chantelle or Sterling sometimes slept with her, when Chantelle decided to be good to her friend.
Anyway, let’s get on with the real stories:
4th of July, 1982
This year was a year of introductions, the party had been merged with Mr. T’s next door. Lot’s of new and exciting people to meet, old and new friends. Some interesting characters from the city’s musical club scene on the gay side: Leon, star of the 70’s; upcoming Urban Rennaissance, Enrique from the dope crew at Studio 54 and Chantelle’s horrid little half-gay friend, Chain the porn actor.
But enough about the neighbours, what Sterling really loved was being part of the whole Saratoga New Age stuff. The massage circle was wonderful, three weeks of painful studio work gone, though new guy Micky was kind of creepily groping. Kohana’s drum circle was just great, sitting on a rock above the sea with the guys, beating a rythm and talking about your troubles. All of the traditions and community activities made the whole thing feel like a big family get-together. Chantelle was sort of on her own thing, flitting around like a pretty butterfly. He loved her so much, even if there were some small fights over the little things. And it was fun finding dancers among the drags and gays for her upcoming music video in Max’s hardware store, doing things together. After the drag show, the fireworks down on the beach and the traditional green drink, things got a bit dramatic and some of the homos showed their dark and decadent sides. Mickey the creep nearly had Beatrice’s ex-husband Walter rape Lester for art, until Walter punched his lights out. Sterling did what he could, just kept the Saratoga disco going, until there were no dancers left.
5th of July, 1982
A morning of gossip over Peggy’s wonderful breakfast, old and new friends at all the tables. Then back to the city and the rat race.
A year passes
Chantelle’s star just keeps rising, her hit is on the charts and the video on tv. Sterling feels a bit lonely with her touring the country, so he spends more time with Beatrice even though Chantelle told him not to, after finding about about what Beatice did in the gang bang room at the swingers club. In the spring, the Saratogans get together for Wallace’s funeral, a sudden, unexpected death of some random little cancer…
4th of July, 1983
A year of rampant fear. The AIDS, a new disease spread amongst and by the homosexuals. Noone knew how it infects, just that it kills in the ugliest possible ways. Sterling struggles with his personal fears and his need to stay on good terms with the gay community, the communal barbeque was scary, what if the disease spreads via food? Chantelle got all upset because Sterling nearly forgot to get her a spot in the evening’s show, but it wasn’t really all that a big deal, or was it?
Skye, one of the Urban Renaissance guys collapses on stage at the show and afterwards Leon falls over from a seizure. There was almost none of the Saratoga community activities, instead people started fighting and shouting. Sam and Kim got beat up by one of neighbours, Sterling nearly get’s in the fight, but chickens out and punishes everyone by shutting down the disco. It all leads to a horrible meltdown of Saratoga in the aftermath. Kim out cold from the punch and Sam so drunk she can’t even stand up or talk. Everyone’s shocked when Lester starts beating on her.
People left to take care of poor Sam, except Kohana who looked completely despondent. So Sterling tries to listen and give his amateur advice to the guru. It turns out that Kohana is completely empty inside, just a shell of a man, he needs to leave Joani. When she enters Sterling leaves to give the two of them time to talk. The heart of Saratoga is broken. Sterling finds Max and to reclaim some sanity the two of them have a nice talk about baseball watching the moon over the water.
He had no clue where Chantelle had run off to and just gives up and goes to bed alone, thinking this might be the end of the Saratoga pact and at the very least the joint party with Mr. T. Maybe his marriage?
5th of July, 1983
Lots of hangovers, both from drink and bad breakups all around. People are still scared and angry over the disease. Escape back to the city and burying himself in work.
Another year passes
The followup single from Chantelle mysteriously flops completely. Sterling works harder and harder in the studio to try and catch up, until he is hospitalized and nearly dies of pneumonia in early spring. An observant young doctor connects the dots to AIDS, Sterling tests positive. At the same time Beatrice discovers she’s also got it. Sterling and Chain, who is also infected, drag Chantelle to the clinic to get tested, though she won’t have him in the doctor’s office. The test is negative, she is safe. Afterwards Chantelle refuses to speak to Beatrice, knowing she was the one who infected Sterling. Sterling hires Allan, the nurse that took care of Wallace, to tend to his health and fears along with Evelyn. Both Sterling and Chantelle find new meaning in helping them with the AIDS-prevention movement.
4th of July, 1984
Sterling knows he’s going to die. This will most likely be his last 4th of july in this beautiful place. Everything glows with meaning and beauty. Waiting for the original Saratoga survivors to come back from their pact reaffirmation, enjoying every single bite of Peggy’s hamburgers, the evening sky over the water. There’s no room for animosity between the Saratogans and Mr. T’s guests, everyone is too tired from losing friends and loved ones for that. It’s all really one group now, united by love and death. Even Chain has turned out to have a good side and Sterling can’t hate him after realizing how much he does for Chantelle.
At one point Sterling tries to talk to Barbara who is full of thoughts on her dad’s death of the sickness. But he ends up having to tell her about his own condition and instead drowns her troubles in his own, and he can’t even give her a hug. Telling Lester too, on the deck, and telling him to take good care of his daughter now that Sterling will never have any.
The drag show is packed with acts. Max singing Elvis to Steven is the perfect picture for the new unity. Chain and Chantelle do a little act to advertize condoms followed by a rather disgusting safe BDSM demo. Chantelle takes pity on Sterling and hides his face so he doesn’t have to watch. The finale was Kohana showing of his new side as Karl, the disco dancer. Sterling just watches Joani watching him with awe.
Sterling had promised not to speak to Beatrice until Chantelle had made up her mind, but when she reaches out to him during a break in the show, he just holds her tight and cries for Chantelle “I almost killed her. We almost killed her.” In the end, Chantelle and Beatrice make up. Giggling like little girls again under the fireworks on the beach. Sterling tries to talk to his wife’s old friends, to get their promise to take care of Chantelle once she is alone. And she will be alone: Sterling, Beatrice, Chain and Kim, all dying of this disgusting disease. Everyone around her. But tonight the group is all here, together. Sterling dances, until he can’t stand up anymore.
5th of July, 1984
A beautiful morning, friendships mended and new loves discovered. It’s okay to be dying now.
.
I could tell many more stories about Sterling, but these are the most important ones. I don’t know how it went after the 5th of july, I left him there. His story is done and there are many more lives from those three years that could be told. If you were there, please tell yours.
This is my official evaluation of Just A Little Lovin’. I also made more of a review for outsiders in danish and next is my story, so I’m going to assume you were there. If you weren’t and want to know more, then please comment with your questions or mail me directly at rivoclavis (at) gmail (dot) com. But this is for my co-players and the wonderful organizers: Thoughts on the game and play of the roles and my own part in it as a player and as Sterling. Please comment or ask questions as well.
Just A Little Lovin’ was by far the most intense experience of my roleplaying career, the sheer level of emotion and involvement is unmatched. I came a bit late to this sort of roleplaying, I haven’t been to many games like this as I never caught the bleed or jeep bugs. But still, I’ve been around a bit, just not this far out.
Signup and pregame
When I first heard of the game at Knudepunkt I really wanted to go, Monica Traxl had been filling my ears with the wonders of Mad About The Boy and I knew I had to go to Norway for a game. Plus it sounded like the big pan-scandinavian larp of the year. Unfortunately I had no money, so when I finally got my hands on spending money, I signed up in a heartbeat. It was a bit harrowing to be on the waiting list, not knowing my summer plans and I was all giddy when I got the OK mail from TK.
Signup was scary, prioritizing my play and character type. I went for a focus on love, because that is something I hadn’t yet explored in my previous games and I am always trying to expand my repertoire. If I’d thought it through I would have limited myself to a gay character, since it would have been easier to handle this kind of play with a hard difference from my own offgame sexual preference, but I’m happy now that I had to jump in the deep end. Still I liked how much you were forced to think about what kind of character and play you wanted, I’m used to much shorter and shallower questionaires.
Communication from the organizers was confusing at first. I don’t know what is assumed as standard in other countries, but I had wonderful help from Monica in deciphering the messages. Mostly it was about figuring out what level of work was needed in developing character background and costume and how much to plan ahead with the other players.
Character
I always have a lot of fun getting from written character to playable role. The written character was a bit oddly balanced in the background story and the five traits, but the relationship texts was for me the core to work from. I want to deliver the most interesting and dramatic relationships to those I play with, so that came to the forefront. The written Sterling seemed like a very consistent character, just not an entirely good dramatis personae. The problem was for me that the character was written as an introverted and timid type,* it felt too limiting on my play, so I changed that up quite a bit and made myself a new and more interesting personal issue as I neared the game. Shopping for costume and researching background knowledge was a lot of fun, instead of making stuff up I could actually use historical basis and that opened up new questions to answer about Sterling, questions that gave depth. It is a lot harder to do that in a purely fictional setting.
Workshop and player relations
I didn’t have a chance to go to either of the two official workshops, just the improvised danish second-hand one. It was nice to meet others and hear their views on the game, it took away a lot of my fears. Especially about the meta and sexual techniques, plus the hot seat rounds added a lot to the roles. I was pretty settled in the character when I came to the workshop, but it still helped.
Emailing with my close relationships was hard, where do you start? I’ve been wondering if you can set it up in some mandatory way from the organizers, but it’s probably something you have to be strong about as a player. In my core group we were all quite busy in the time up to the larp and didn’t manage to get a strong connection. It helped a lot though, to be able to facebook-stalk and get a picture of the player before the character. If I had to change one thing about my experience I would have insisted on more contact, probably via video chat or phone call.
Travels and arrivals
We had a lot of fun going from Copenhagen to Oslo on the ferry, nearly all the danish players went together. We did rounds of hotseat in the cabins and a couple of us tried out the characters at the discoteque. This was a natural habitat for Sterling and I really found my body language there, plus some practice in wearing sunglasses at night.
It was good to arrive a day early to the site and meet everyone. I really like the setup spirit, where we’re all working on the same goal. Also to catch my two romantic relationships and talk a lot more. A little thing that gave me a lot was setting up the sound systems, of course it would be Sterling’s thing for the event. Always nice to have a practical connection with the setting.
Briefings, downtime and debriefings
The briefings and workshopping on site were somewhat confusing, it felt like the organizers were overwhelmed by time, practical stuff and the players enthusiasm. But I liked the introduction excercises, it was nice to be forced to put words to some of the fears and hopes for the game and to get comfortable with physical contact among the players.
I’ve tried a game with a similar downtime structure once before and I really like it, it gives a chance to breathe and collect energy for the next act and check up on where the other players are and are going. It was good to have workshop content, something that the other game lacked, but I think everyone would have wished for more time to talk with each other. The free time just before game was too short for anything except rushing into costume and cleaning up the rooms. And the time set aside in the workshop part felt rushed and too short. Still we got a wonderful chance to make it feel like a year had passed and to create coherent stories for ourselves.
If there was too little time for the negotiations, there was nowhere near enough for properly debriefing. It was okay after act two, but the end of game debriefing was way too short for such an intense experience. I understand the need for cleanup and a party, but please make sure the players are forced to take time to talk it out afterwards and get their own faces back on. The party was weird, it was hard to see how far people were out of their roles and it’s really not the right place to get grounded again. Instead of sending people off as soon as they were done cleaning, make us sit out of the way and talk or something similar. I felt there was time for it, instead of sitting in Olso waiting to go to the party.
Meta techniques
I never got to use the feathers myself, no sex for me either. It wasn’t a big deal and I can only blame myself. I did do a couple of blackbox scenes, a first for me. It really is a wonderful tool, the montage of hiv-test results was a truly gruesome thing, TK was a wonderfully horrid doctor. I think it’s hard to set up a blackbox scene if you haven’t been in the mindset before. I hope to be able to take the initiative next time I get the chance at a larp and think up some ideas. Likewise with Cut and Brake, didn’t get used, but as Bjarke tells, they are there as an alibi to feel safe going further. I’d love to hear other players experiences with those bits I didn’t get to play with myself.
I went offgame a couple of times during the play, it was good not to feel ashamed for doing it. Especially after poor Johan had his seizure I needed to sort out what was character, situation and my own feelings. And I ended the nights of act two and three with Monica in the offgame area, talking about how our movies were going. It was a good tool to put some perspective on the thing, thank you Hanne.
The death lottery and funerary ceremonies were an emotional punch in the gut. The opening dialogue and funerals over the sea were quite beautiful, those poor angels or who they might have been. When the names were called, you just hoped it wasn’t one of your own people. But then you heard the cries and realized that someones life was just crushed. In the end I was just thinking over and over again “Stop, please, no more names, no more lives, please stop.”
At the funeral the first morning I was hammered with bleed and flashbacks to funerals of dead friends, it was so hard to get back to just playing a game. In a way it was easier when my own name was called, I entered a bubble and stopped thinking. Atleast until we entered the blackbox and read the names in the coffins, I was okay with lying down myself and just felt sorry for poor Sterling, but when Beatrice, my other love, lay down in the next one over it became all about her. When the lids were placed I didn’t give a damn about myself, just don’t take her! And again the horrid realization that someone else had to die because we didn’t. I’d like to know how the names in the coffins and who got the lid put on were decided, was it GM fiat or another random lottery? At any rate the lottery was random, but it did create some uncanny patterns: When first Kohana, then Sterling was called, it made perfect sense that Beatrice would be next.
For me these things happened in some sort of liminal space between character and player, it was too much and too abstract to deal with as just the character without opportunity to play. Cruel, ugly and beautiful rituals. They were handled with the gravity and taste needed, by TK and Hanne.
Structure
Each of the three acts really had it’s own theme, not just in name. The first feels like the weakest, but it was really a solid baseline. To escalate you need to start with a strong foundation and we got just that. Plus we all needed to get a feel for our relationships and the other characters in the game. We had time to establish what the traditions were and how the groups interacted.
The second act was chaotic and almost too dramatic in the moment. The fear and pressure really sparked off some ugly things, everything drowned in drama and conflict. I have a hard time getting a feel for what went on, everything was falling apart too fast. Afterwards I had a hard time seeing how the game might pick itself up again for act three, it just seemed so broken and as if all the interesting drama was played out.
Getting infected put everything upside down for act three. I don’t know where it might have gone without that, but it completely set the tone for my act. The players were tired from the dramatic play and the characters were tired from all the death and fear, it put a dampener on further drama. But the sheer awfulness of the whole situation made everyone try to be the best they could be. I’ve never seen this degree of positive play and mutual support in any roleplaying game, and it worked beautifully.
Acts one and two were confused and incoherent things, but act three tied them together in a wonderful story arc.
The morning breakfasts were somewhat slow and hard to be in character at, but a nice slow denoument to each act and fun to gossip at or just look at people being people.
Story
I won’t tell my story here, that’s the next post: Sterling’s Story. Suffice to say it was gripping, wonderful and bittersweet. Just what I had hoped for. I didn’t need to seek out or create drama, it just came naturally. Very little time without content, except for the first evening where I had to round up people to get the disco started. I had a lot of little interactions with people that felt genuine and meaningful even if they didn’t relate directly to the main stories. My story stayed in my core group all through the game and it had a different tone in each act, even if it stayed pretty much true to the drama designed into the characters. I know that they were written with an aim of a big breakup, but that just made it feel all the stronger for staying true to each other. The most important of my scenes were all underplayed on my part and it is a testament to the skills of my fellow players that they became so strong.
There is a forum thread for character epilogues, which I am staying far away from, I will neither post or read. I never liked doing epilogues for roleplaying, even when the game is written for it. I love open ended stories, the kind that makes you think and dream on. For me a game is like that, it’s only what happens in the actual play that is real. Besides, the whole third act was an extended goodbye for Sterling. I tried to give him the best send off I could. Not everything was resolved, but enough to give some hope. He might have died after or lived a long time, either is beautiful.
The players
I knew very few of the players before the game, even the danish participants. For me it’s always stronger to play with new people, you accept everything as character, there’s no obvious player level. It was rough with the close relationships though, as said above, I would have liked more time to get to know the players. Still, I managed to use it constructively in the game: The awkwardness really worked well in the disconnect between Sterling and his wife Chantelle and getting to know each other during the game made the last act one with a feeling of new/renewed connection. Overall I felt very comfortable with everyone at the game, it was a safe space to explore some powerful issues. It was a bit tricky to keep track of everyone’s names and places at first, but my character and the game setup made it a pretty forgivable offense. However it quickly felt like a whole bunch of old friends that you really cared for.
Genderbending
I probably had one of the most hetero-normative characters. Heterosexual and married, I had the option of “omnicurious”, but I didn’t feel the need to use it. I loved how comfortable everyone seemed at playing various new or extreme sexual orientations, it seemed quite natural to me though I never explored it indepth. If I get to play this or a similar game again, I’ll probably insist on playing that side of the game.
The girls playing boys (playing girls) were amazing. It was super easy to relate to the gender of the character and not the player. Two examples: Dancing with Daniel the first night, that beautiful woman was really a man. Also, Sam and Max played by Miriam and Johanna, both were very masculine, but Sam was obviously a woman and Max was one of the guys. I wish everyone could see how easy it is to cross those cultural boundaries and free the games from limiting reality.
At one point at the afterparty I tried to see if I could tell the real people’s sexual orientation and decided not to care, it’s all just people and roles.
Post-larp and bleed
Thanks to Tobias and Pernille’s workshop on de-fucking at Knudepunkt** I felt quite prepared for exiting the game, but damn it was sticky. The emotions had been so powerful and pervasive that I couldn’t face going home for real and I had to run off to be with people in Stockholm to keep sane. It was a wonderful trip and a nice way to wear myself out. I’ve also listened to the Dusty Springfield album I bought after the game a dozen times or more since the game to reverse the pavlovian reflex. I think a better landing right after the game might have helped, but it takes a lot of work to get over this sort of thing. It’s not unique to roleplaying, I can get similar things from movies, plays and books, it’s just a hell of a lot stronger when you were there with all of your body and soul. I think having such a clear story arc that I could close in the game itself made it a lot easier to leave behind, I quickly put Sterling in a box labelled “My beautiful friend from the eighties.” It’s good to think of the character in the third person after a game, get some distance and perspective.
The issue
I won’t claim to have any idea of how it must have been in the real world, but I have a better understanding and more respect for the horros of the AIDS epidemic. What really stayed with me was that everything Hanne and Emma told from the real world is so much more abominable than anything this game created. Roleplaying really gets the lesson under your skin, there’s no thing like it for teaching hard truths in a safe way. I’m also a lot more clear on sexual politics and how the little things you do can make a big difference for people, it’s something worth fighting for.
Conclusion
It was a truly powerful experience on so many levels. An amazing combination of story, relationships and setting that really worked for me. There were little things that could have been different or better, but most of it was drowned in the engagement and talents of the players around me. I’d like to thank everyone involved in creating this crazy, gruesome and engaging experience. This is what roleplaying is supposed to be like. Thank you.
*) I have a blogpost here (in danish) on the problems of introverted characters. I must say that my fears came to nothing in this game, through my co-players and the changes I made to Sterling.
**) Read their article about it in the latest Playground Magazine, go do it!
This is the first of three posts on the game, an external review in danish, next up is my internal review in english and finally the story of the game as I experienced it, again in english.
– Et live fra spejlverdenen kaldet Norge
Efter knudepunkt havde jeg besluttet at tage ud i verden for at spille rollespil. Monicas evindelige evangelisering af Mad About The Boy pegede imod Norge, selvom emnerne de leger med er tunge.
Oplægget, som man kan læse mere om på hjemmesiden er en fortælling om sex, kærlighed, venskab og dødsangst i skyggen af 80’ernes pludselige og grusomme AIDS-epidemi.
Vi spillede tre fortløbende 4th of July fester, 1982, ’83 og ’84 i to grupper af venner og elskere, henholdsvis Saratoga Pagten, en tæt kreds af canceroverlevere og deres partnere og Mr. T’s gæster, en udvalgt gruppe fra New Yorks bøssemiljø. Hver af de tre dage havde sin helt egen unikke stemning ud fra temaerne, der gav farve til de individuelle oplevelser og historier undervejs. Første år var den konsekvensløse fest og kærlighed fra den seksuelle frigørelse. Alle var glade og på jagt efter nogen at elske. Senere blev det mørkere, efter vi opdagede grusomhederne igennem spillets metateknikker.
Der var en hel del forskellig teknik undervejs, fra det meget uskyldige i at give fjer som invitation til sex- eller blackbox-scener, over den meget explicitte sex-simulation, til den fuldstændigt uretfærdige og sønderknusende udvælgelse af ofrene for sygdommen.
Spilpersonerne var korte og meget relationsbaserede, jeg indrømmer blankt at jeg var ræd for at have fået en rolle i en social blindgyde, men det blev sat fuldt og helt til skamme af alle mine medspillere. Venskaberne og kærligheden virkede ægte og troværdige, hver rolle var unik og genkendeligt portræteret.
Som sagt var første del meget fokuseret på kærligheden og den fri sex, hvem har knaldet med hvem og hvem er blevet såret af det. Drama der er lige til at gå ombord i. Samtidig var der en række fælles aktiviteter der virkelig satte tonen for de to selskaber og deres interne toner. Trommecirkel blandt de spirituelle mænd på en klippe over havet og massagecirkel i fællesrummet overfor gay-lympics og fabulous drag-show. Spillet fortsatte over natten og vi vågnede ingame til en fantastisk american breakfast fuld af ingame sladder og skamfulde ansigter.
Og så kom mørket.
De to arrangører delte sedler og kuglepenne ud, mens de udførte en dialog mellem to dødsengle og fortalte at vi skulle lægge mellem nul og fem sedler i hatten, alt efter hvor promiskuøse og seksuelt aktive vores spilpersoner havde været i året mellem denne og sidste 4. juli.
Det hele var lidt surrealistisk og i det sære mellemrum mellem at spille sin rolle og være gået offgame. Eirik, en af spillerne begyndte at trække navne op af hatten, hvorefter den nævnte rejste sig i stilheden.
Og han blev ved med at trække navne.
Hver eneste trækning var et grumsomt øjeblik hvor man håbede at det ikke var en af ens egne nære, lettelse ved at det var en af de andre, fulgt af indsigten at man lige havde ønsket en fremmeds død for at holde sine egne i live!
De elleve kaldte, rejste sig og gik ud, mens vi andre overlevende sad og tænkte over hvad der ville ske med karakteren over det næste år. Vi kom ud til en smuk begravelsesceremoni hvor to af de udvalgte blev båret ned, lagt under sort klæde og vi tog afsked med dem til ordene fra Star Spangled Banner.
Jeg var sønderknust, der var ikke nogen nære roller der var blevet kaldt ud eller dræbt. Men hele situationen var bare så fucked up tilfældig, grusom og værdig.
Efter en alt for kort pause til at komme os oven på chocket og tårerne gik vi igang med workshopindholdet, der handlede om at fremskrive rollerne et år til næste spilperiode. Hvordan havde spillet ændret retning? Hvad ville vi gerne se mere af? Hvilke konflikter var der til næste akt? Und so weiter. Det var hårdt og tætpakket.
Vi var vidst allesammen fysisk og følelsesmæssigt kvæstede da vi skulle igang med at spille akt to og gennemblødte af en pludselig, intens tordenbyge. Temaet var denne gang frygt og paranoia over den nye sygdom, hvordan smitter det? Hvem spreder den? Er vi sikre med alle de bøsser fra naboejendommen til vores barbeque?
Det hele eksploderede i drama, gråd og slåskampe i løbet af natten. Forhold gik i stykker til højre og venstre og alle råbte ad hinanden. Hhv. homo- og heterofobien fik frit løb og der blev en grim ‘os mod dem’ stemning.
Næste morgen havde et grimt lys, folk lukkede sig om deres borde og turde ikke se hinanden i øjnene. Men døden er uundgåelig og ligeglad med hvem man gemmer sig for. Tretten navne blev kaldt ud, inklusive mit og Beatrice min elskerinde. Det var nok det værste øjeblik nogensinde, ikke så meget at jeg selv blev kaldt op, men at en jeg elskede, og havde et uforløst forhold til, måske skulle dø.
Vi tretten udvalgte gik ud i stilheld og op imod blackboxen, der var spredt gråd og de der var så (u)heldige at have deres nære med sig knugede sig sammen. Vi fik at vide at inde i blackboxen var fem kister, hvis vores navn var skrevet på puden skulle vi lægge os ned i den ellers skulle vi gå ud. Det var grimt at se mit navn på puden, men jeg nåede slet ikke at tænke over det før jeg opdagede at Beatrice skulle lægge sig ved siden af. Det var noget af det klammeste, at ligge der i stilheden og vente. Vente på at arrangørerne kom med lågene der, hvis de blev lagt på ens kiste, betød døden. Jeg tror mit hjerte stoppede da de løftede låget over Beatrice, men det gik videre til en anden. Vi tre der ikke fik låg på, var i den situation at vi havde fået en hiv-positiv diagnose.
Vi bar de to døde ned til terassen i den stille sommermorgen, en efter en, dækkede dem med sort klæde og havde den smukke begravelsesceremoni igen. Jeg kan ikke huske så meget, for jeg var ret meget inde i mit eget hoved og havde ikke rigtig spillet med de to afdøde, men jeg havde rystet og grædt lige siden vores navne blev kaldt.
Denne gang var der lidt bedre debriefing og system på at få følelserne rettet tilbage imod spillet. Det var noget af en opgave at finde ud af det mellemliggende år og hvordan diagnosen ændrede tingene. Det var overraskende let at finde Sterlings retning, Beatrice var også ligetil, men stakkels Elin, der spillede min kone, havde rigtig svært ved at finde ud af hvor hun var på vej henad. Vi havde alle en grim følelse af at dagen før havde været spillets dramatiske klimaks, med konflikter og brud, hvad så nu? Hvad så nu hvor vi sidder med en langsom dødsdom?
Der var ikke rigtig tid nok til at snakke i de små og de store grupper. Spillet kom igang uden nogen rigtig vidste hvilken vej det ville tage. Det startede med en mindehøjtidelighed for de to der var døde i det mellemliggende år og et par ord fra forskellige grupper om sygdommen og en utroligt bevægende tale fra et desperat kongressmedlem. Med den sobre start gik spillet igang, der var mange små og store scener. Fordi situationen var så grusom, havde alle et behov for at være gode ved hinanden. Jeg har aldrig oplevet at kunne spille en hel dag uden konflikter eller drama, uden at kede mig. Det var en smuk og unik oplevelse. Meget intens, meget meningsfuld. Min egen historie fik en værdig afslutning, bittersød og fuld af symbolik med Elton Johns I’m Still Standing.
Den sidste morgens dødslotteri var hårdt og direkte, fem døde. Alle blev ramt af tragedien, det var grimt. Spillet sluttede der, vi havde en kort krammeleg og en alt for kort debriefing/deroleing. Derefter igang med oprydning og pakning inden vi kunne tage tilbage til Oslo. Det gik ret effektivt, Monica og jeg var med det første tog ind til byen, hvor vi sad i solen og snakkede indtil vores vært kom hjem. Erlend havde ikke været med til spillet og det var godt at fortælle om oplevelsen til en udeforstående.
Om aftenen var der efterfest på en swingerklub, det var en sær oplevelse at snakke sit eget sprog igen og høre folk tale andet end engelsk. Der var ikke rigtig tid til at snakke i dybden, men det var godt at få festet med medspillerne. Vi endte med efterfest hjemme hos Hanne, en af arrangørerne. Fester i Norge er spøjse, specielt når man har været sådan en tur igennem.
Det var en helt afsindigt intens oplevelse, jeg har været ramt af post-larp og fucked up længere end noget andet scenarie, selv om jeg er blevet meget bedre til at håndtere den slags. Det er klart en af mine top oplevelser, jeg har fået en fornyet respekt for hvad man kan kommunikere med rollespil og hvor stort et spektrum af følelser og handlinger man kan sætte fri. Scenariet var ikke perfekt sat op, men tæt på og de små ting der var, tog den yderst kompetente spillerskare sig af. Jeg har fået spillet med en masse fantastiske mennesker og set at rollespil sagtens kan lade sig gøre ud over grænser, fysiske og mentale.
Det var for mig et smukt eksempel på at køn er noget man kan lege med. Ud over det åbenlyse med at spille en anden seksuel orientering var der også gode eksempler på kvinder der spillede mænd og endda kvinder der spillede mænd der klædte sig ud i dametøj! Det var ikke på noget tidspunkt et problem at holde rede på rollernes køn.
Vi kan rigtig meget med denne her hobby, hvis vi tør tro på det. Dette scenarie var endnu er glimrende eksempel på mulighederne og hvor sindssygt intenst det kan være. Sørg for at få prøvet rollespil uden for vores lille danske miljø og få noget perspektiv på. De bedste og mest intense ting sker når vi tager ud af tryghedssfæren.
Jeg er netop landet hjemme efter min grand summer tour. Det har været over en måned med nær konstant eventyr i tre skandinaviske hovedstæder.
Først var der Kapo workshop, en intens weekend for os der har valgt at deltage i 48 timer. Det var en rigtig god blanding af teambuilding og rollebygning. Jeg havde følelsen af at vores input som spillere var vigtig for arrangørerne, men at de stadig havde en klar plan. Vi har en fed gruppe at spille i til scenariet og det kommer til at blive rigtig grumt og ubehageligt for alle.
Der var lige et hurtigt stop hjemover for at fejre Mads Havshøj og Maria Petersens nye hus et sted i det mørkeste nordjylland, samt for at pakke til den lange del af turen.
Vi havde også en kort workshop for Just A Little Lovin’ hvor vi fik snakket om scenariet, lagt detaljer på vores roller, afprøvet metateknikker og nørdet 80’er stil. Jeg plejer at tage til København uden overnatningsplaner og denne gang førte det til at jeg kunne bo hos Frederik Berg Østergaard, det var rigtig godt at lære ham at kende.
Der var et møde for interesserede i scenografien til Kapo, det var vældig interessant at snuse rundt på Carlsberg og plotte de forskellige områder af spillet. Jeg kan ikke lade være med at blande mig i den slags, det er noget af det jeg synes er sjovest ved live.
Apropos den slags, så fik jeg også sat mig sammen med Morten Greis og planlagt at lave et vejledende hæfte om mulighederne i at tænke rumlig forståelse for rollespil. Det bliver baseret på erfaringer fra tidligere scenarier, så hvis nogen ligger inde med viden om eller har taget fotos af interessante scenografier har det stor interesse.
Og så gik det store eventyr i gang. Vi, de danske deltagere i Just A Little Lovin’, sejlede med Oslofærgen ud og hjem. Den tur brugte vi på lidt ekstra workshopping, den store seafood buffet og discodans. Jeg var særligt glad for at få leget lidt med min rolle på færgens disco, det gav mig meget som jeg tog videre til scenariet.
Selve scenariet kommer jeg til at sige meget mere om i dets eget blogpost, men det var noget af det mest intense, grusomme og ubehagelige jeg har været ude for, men samtidig også en af de smukkeste oplevelser jeg har set rollespil levere. Det var helt fantastisk at få spillet med så mange talentfulde rollespillere fra hele norden og det der er værre.
Efter larpet gik færgen hjem igen, alle var vidst hårdt ramt af post-larp og/eller bleed. Jeg ved at jeg ihvertfald selv var rimeligt fucked up, det blev ikke bedre af at jeg havde familieforpligtelser lige efter hjemkomsten. Det hjalp at stikke af til Rollespilsfabrikkens fest og se ansigterne fra spillet igen. Helene Willer og jeg fandt desuden ud af at vi ville tage til Stockholm for at være til meetup med de svenske deltagere fra scenariet.
Post-larp spontantur til den svenske hovedstad. Vi boede hos Anna Westerling sammen med Elin Nilsen, der var afsted fra Norge. Der blev hængt meget i parker med underskønne svenske livere, shoppet, touristet og danset tango. Det blev ret surrealistisk med hændelserne i Oslo i baggrunden, norden er blevet meget mindre for mig på godt og ondt. Jeg er helt fantastisk glad for at have mødt så mange spændende mennesker og set nordisk rollespil uden for den kunstige bobbel der hedder Knudepunkt.
Tak til alle de dejlige mennesker der har været med til at levere spandevis af eventyr. Det næste post kommer sandssynligvis til at være mit forsøg på at hitte rede i scenariet i Norge og fortælle min historie fra det.
Monica har gang i at fortælle om hendes tur ind i sin rolle til Just A Little Lovin’ hvor jeg også er godt igang med mit eget parallelforløb. Og jeg har et halvt indlæg liggende fra sidst jeg skulle til live. Det er interessant for mig at kigge på de to rollers forskelle og ligheder, samt se på min tilgang ud fra de to udgangspunkter. Det er interessant at arbejde med roller til live, fordi man har utroligt meget tid til det og forventningerne er højere i forhold til bordrollespillet. Man er også nødt til at tænke langt flere faktorer med ind i sin præstation. Det giver tid til at bruge en masse værktøjer man så igen kan tage med til de klassiske conscenarier, hvor der er væsentligt mindre forberedelsestid.
Scenarierne
Scenarierne er hhv. Harlequins Fald, som blev spillet i decembers, og som sagt Just A Little Lovin’ i Norge til Juli. De er på flere områder sammenlignelige: Begge er mellemstørrelsesscenarier der forløber over tre dage, med breaks imellem hver spildag, rollerne er skrevet forud og der er workshops inden. Selve indholdet er delvist scriptet, men primært ligger spillet op til rollernes indbyrdes interaktion som hovedindhold.
Der er selvfølgelig store forskelle, Harlequins Fald er om vampyrer der mødes over et episk plot og Just A Little Lovin´ er 80’er-reenactment om bøssemiljøet i New York under AIDS epidemiens ankomst. Det første scenarie havde ikke etablerede relationer, der var blot en række personer der kunne være interessante og en række plots man kunne tage del i, med lister hvem der ellers var med i det plot. I Norge er vægten tydeligvis langt mere på det forudetablerede netværk af relationer. Men mere om det i selve rollerne.
Rollerne
Personligt er begge roller udfordrende at gå til, af meget forskellige grunde. Til Harlequins Fald fik jeg et seksten siders oplæg der udgjorde min rolle. I Norge skal jeg spille på kun tre sider, men til gengæld har jeg en fin oversigt over alle rollerne og faktisk også mine to nærmeste medspilleres roller til gennemlæsning.
Otto, som min vampyr hed, bestod af et morads af forskellige tekster. Masser af baggrundsmateriale på settingen og på min slægt, dens standpunkt i forhold til de to andre slægter, osv. En sides prosatekst om hans tilblivelse som vampyr, to arketyper han består af, ti hårde bulletpoints om hvem han er, tre plots og tre persons of interest. Noget af et læs, meget abstrakt og forvirrende læsning, men saftigt.
Sterling, mit 80’er alter-ego, har en kort, overordnet forhistorie og to niveauer af relationer, primære og sekundære. Fem karaktertræk jeg skal overveje hvordan kommer i spil og et par idéer til hvad jeg kan foretage mig når spillet går igang. Det er meget overordnet og lidt flad.
Tilgang
Det første er selvfølgelig at læse rollen igennem og få det store overblik over hvem jeg står med. Det flyder ofte over i en dekonstruktion, hvor jeg skiller rollens elementer ad og ser nye sammenhænge. Formålet er at jeg prøver at finde frem til det der står mellem linjerne: Hvad forventer arrangørerne af min tilstedeværelse i spillet. Det kan igen opdeles i: Hvilken person forventer arrangører og medspillere at møde og hvad er der lagt i kortene med konflikter, plots og sammenhænge?
Det var en hård omgang med Otto, jeg tog min trofaste røde lærerkuglepen og gik igennem et udprint af rollen for at understrege og skrive noter i margenen. Der fremstod en række klare tråde i sammenspillet af de forskellige tekster: Otto er den postmoderne, nihilistiske vampyr i et samfund af sort-hvid katolsk ondskabsforståelse og religiøs dyrkelse af dødssynderne. Hans eksistens er skyggen af en tabt elsker. Han er oprørsk, men ikke punk. Det var klart at han er en modpol til alle omkring ham, uden at det er hans eksistensberettigelse.
Jeg er stadig igang med Sterling, men takket være oversigten over alle rollerne har jeg et ret godt billede af hvor han passer ind. Cirka halvdelen af spillet er centreret omkring LGBT miljøet, den anden halvdel (som jeg deltager i) har deres fokus omkring cancer-overlevere og deres hippie miljø. Når jeg så læser rollen, der er en nygift musikproducer, er det ret klart at jeg sidder lidt på en fløj. Han er tilbageholdende og kreativ, ny entusiastisk deltager i new age miljøet. Hovedplottet er et trekantsdrama mellem ham selv, hans kone der er upcoming stjerne og hendes veninde der stadig lider under kræften.
Larphacking
Oven i det kommer så mine egne forventninger: Hvad håber jeg at opleve i scenariet og hvordan får jeg det til at ske? Hvilke udfordringer vil jeg stille mig selv som rollespiller? Hvilke dele af rollen udfordrer mig?
Før Harlequins Fald havde jeg haft en længere pause fra liverollespillet og trængte til rigtig at folde mig ud igen. Det stod mig hurtigt klart at min personlige udfordring var at igangsætte aggresivt spil med mine medspillere og forsøge at komme i hede konflikter. Hvilket var glimrende i tråd med scenariets oplæg om at eskalere, eskalere, eskalere. Den rolle jeg fandt inde under lagene var ganske ligetil, med mulighed for at være aggresiv. Jeg tonede derfor de sider af rollen op som støttede den slags spil.
Til Just A Little Lovin’ er min store udfordring at spille følelsesorienteret spil. Jeg har ikke før aktivt gået efter den slags spil, men nu bliver det til noget. Det er også et af kerneområderne i spillet og det er da også derfor jeg har meldt mig til det. En anden udfordring er at opsøge spil med ukendte medspillere, jeg er ikke skidegod til at gå uden for min sociale trygshedssfære, så nu prøver jeg det. Her er rollen lidt et problem, for den er skrevet som en tilbageholdende person.* Rollen er lagt mere udfordrende, da den er mere specifikt beskrevet end den anden og samtidig er tættere på mig selv, som jeg er uden for rollespillet. Sådan noget close-to-home spil er ikke noget jeg aktivt opsøger. Og det gør det sværere for mig at definere rollen, da jeg primært ser på hvordan jeg skal optræde anderledes end jeg plejer.
Jeg mener at larphacking (som det nu hedder) er uundgåeligt og at vi skal være bevidste om hvad for et agenda vi går efter når vi spiller. Det er vigtigt at finde et personligt agenda der bliver støttet af (og selv støtter) scenariets setup.
Getting to know you
Når jeg har en idé om hvem jeg skal spille og hvad jeg selv vil have ud af det, er det næste at skaffe mig et klart billede af personen. Det handler for mig om at få sympati med personen, tilegne mig deres værdier og holdninger. Det er en meget blød process, jeg tager udgangspunkt i de tekster jeg har og bygger oven på. Jeg ved at andre ofte tager fat i personer de kender, celebrities eller fiktive personer, men min vej starter altid fra mig selv: Hvordan ville jeg være(/skal jeg være) i denne her situation?
Otto var svær, der var rodet information fra arrangørerne. Men jeg gav los og begyndte at falde for den tabte romantiker i ham, der bare er ligeglad med alle omkring ham undtagen når han kan få dem til at indse deres egen tomhed. Det var en længere process, men endte faktisk ret stærkt.
Sterling er også svær, mest fordi jeg har fået et halvt facit på hans følelsesliv og hans baggrund, men mit spil ligger i koblingen af de to. Jeg forsøger at finde ham i tidsånden, masser af research om firserne til mig. Og så er jeg verdens dårligste musikant, så der er også en del viden om hans profession jeg tager ind og bruger. Men det er første skridt, nu er det om personen i den situation. Det bliver ofte til at jeg har nogen hyggelige monologer i mit hoved hvor personen fortæller mig om hans baggrund eller holdninger. Frem og tilbage, jeg prøver forskellige udgaver og springer gerne i tid og sted. Det er hyggeligt og jeg lærer rollen at kende. Lige nu fortæller Sterling mig om hans ungdom i tredserne og halvfjerdserne.
Research
Jeg prøver også at komme i stemning ved at indtage kultur der er i tråd med oplevelsen og læse mig klogere på internettet (tak wikipedia.) Jeg søger også efter musik jeg kan bruge til at sætte mig på plads.
Der var ikke så meget faktuelt at basere min Harlequins Fald forberedelse på, så jeg gik mere efter følelsen i film om ondskab og vampyrer. Min musik kom til at blive industrial og synthpop, sært nok.
80’erne er et godt årti at hente popkultur fra, jeg har en god liste af film jeg skal have set og er lige gået igang med at underholde mig med Miami Vice. Musikken er stor og vigtig for rollen, så jeg har flere forskellige playlister: Arrangørerne har lagt lister med tidstypisk musik op, desuden har jeg opsøgt de genrer han arbejder med og så (for min egen fornøjelse) tager jeg en tur forbi min far og hans cd-samling og låner musik, da han har samme fødselsår som min rolle.
Krop
Sideløbende med den mentale side af rollekonstruktionen arbejder jeg med kropssproget, det er vigtigt at kunne udtrykke rollen fysisk, både for de andre spillere og for at jeg selv kan centrere mig i den.
Otto var meget en fysisk rolle, hvilket også kom til udtryk i min bearbejdning af ham. Jeg kom frem til at fokusere på armene, et gammelt teatersportstrick med at definere en rolle ud fra en kropsdel. Det gav mig masser af fysiske udtryksmuligheder og en holdning.
Sterling er slet ikke nået til det her punkt endnu, men jeg skal helt klart have arbejdet med et indadvendt kropssprog der ikke afviser andre og fysisk intimitet.
Kostume
Kostumeringen af en rolle er altid sjov. Det er interessant at finde frem til hvad for en slags tøj der udtrykker personen og andre personlige detaljer man kan få på plads af den vej.
Med Otto var der ikke så meget setting at gå ud fra, ud over at han skulle gå med maske hele tiden og at han ikke altid havde været den rebelske type, men nu var med i en slægt af kaotiske vampyrer. Desuden var mit fokus på hans arme også centralt i kostumeringen. Jeg kom frem til et tidsløst herretøjssæt, med mørke bukser, sorte seler og hvid skjorte. Jeg kan nemlig godt lide det tidsløse look til at vise en vampyrs udødelighed. Armene fik mere fokus med ærmeholdere og manchetknapper. Overtøjet var i samme stil, med en blød hat og mørk frakke. Masken var en lille sort, feminin sag, jeg fik designet af Pixi, da jeg blev enig med mig selv om at han havde taget sin tabte elskers maske på. Jeg er selv ret godt tilfreds med looket.
Til Norge er det sjove at kunne være firseragtig. Jeg skal ikke være totalt pop, jeg vælger et mere konservativt look der stadig er med på moden. Så jeg har kigget en del efter Miami Vice og den slags New Wave, men mere konservativt New York agtigt. Faktisk kan man slippe afsted med ret meget moderne tøj bare man mixer det lidt og har de rigtige accessories. Jeg har bestilt mig et par Wayfarer solbriller, for det er de helt rigtige og så skal jeg ud og se efter smykker i Bazar Vest. Og så ellers finde mig meget lysere tøj end jeg normalt går i.
Workshops
Jeg har det altid lidt ambivalent med workshops. De kan enten være helt fantastiske muligheder for rolleudvikling eller et gudsjammerlig spild af rejsetid.
Til Harlequins Fald var der en obligatorisk workshop som jeg ikke deltog i, men efterfølgende fik jeg indtryk af at jeg ikke gik glip af noget. Til gengæld har arrangørerne den herlige tilgang at de ringer alle spillerne op enkeltvis og tager en lang snak og svarer på alt det de kan. Det fik jeg en hel del ud af, mest i forhold til hvad der var op til mig selv at bestemme om rollen.
Jeg har heller ikke mulighed for at komme til de to officielle workshops i hhv. Oslo og Stockholm, men de er ikke påkrævet og vi holder en lille en for os danske deltagere. Jeg kan se at fokus er på at udvikle rollerne i krydsild med de andre deltagere, samt lære lidt om teknikkerne der bliver brugt i spillet, så det skal nok blive brugbart.
Op til spillet
Når jeg kommer nærmere selve spillet begynder de mange fragmenter af rollen at vokse sammen og blive brugbare. Jeg tager kostumet og kropssproget på når jeg er alene hjemme og går lidt rundt i rollen. Mærker om det passer sammen og om der er noget der mangler. Jeg prøver at lave et lille ritual omkring det som jeg også bruger til selve spillet. Min ipod får en playlist der udtrykker rollens stemning som jeg kan lytte til når jeg slapper af eller skal ind til spil. Og så er jeg vidst ved at være klar til at lege.
*Rant om den tilbageholdende rolle: Jeg hader den slags, det er skident at ende med. Det er realistisk, ja, men bidrager ikke til spændende spil. Jeg mener selv at spilleren skal have muligheden for at bestemme sin grad af social proaktivitet. Og for guds skyld skal man holde op med at typecaste folk efter deres personlige ekstroverthed. Det gør det ekstra svært for os introverte, når vi ikke får mulighed for at kompensere ordentligt og jeg er træt af at se de samme fem mennesker i centrum, live efter live. De får nok af det når vi er offgame, sgu.
Olivers tegninger om rollespil 
Friskeste indspark