Frygten giver mig vinger og jeg når op på klippen nærmest inden jeg når at tænke at jeg skal væk fra hvad end der er i mudderet. Med bankende hjerte kigger jeg bag mig og ser en tynd, knoglet hånd eller klo langsomt trække sig tilbage ned i mudderet. Hvad har jeg rodet mig ud i?!

[Mekanisk Mellemspil: Jeg starter med at rulle for at møde fare med hast og behændighed og får en fuld success.]

Splat, splat, splat…

Jeg klatrer op på toppen af klippestykket for at få afstand til faren og forhåbentlig lidt overblik. Det er heroppe jeg ser at de kaotiske blokke ikke bare står tilfældigt, men udgør et kæmpe anlæg af koncentriske spiraler. Det vil være umuligt at komme på tværs, den eneste vej frem går gennem centrum og hvad end der venter derinde!

[En delvis success på et efterforskningsrul giver mig komplicerende information og lidt fremdrift.]

Med ny forståelse for landskabet gør jeg nu fremskridt, selv om det består af nervøse afbræk på klipper mellem frenetisk vaden igennem det truende mudder. Jeg er næsten nået helt til midten, da mit held slipper op. Pludseligt bliver jeg trukket ned af det væsen der har jaget mig! Et kort sekund tror jeg at det er dødens mørke der har omsluttet mig, men jeg får kæmpet mig fri af det omklamrende mudder og griber min vulcan-karabin. Ikke at jeg har mulighed for at skyde, men jeg kan i hvert fald slå fra mig med den!

[Jeg tager et ekspeditionsrul der også bliver en delvis success, så det må være på tide at møde min fjende. Jeg ruller et “Enter the fray” rul og fejler grumt så jeg må ned i mudderet og reagere på truslen. Jeg vælger at tage et offensivt “Clash” move i stedet for noget mere defensivt. Jeg fejler selvfølgelig igen, men vælger at nulstille mit momentum og få en fuld success i stedet, så jeg kan markere fremskridt og tage kontrol med situationen.]

Monstre og modstandere har en enkelt stat og en masse narrative håndtag.

Jeg banker bæstet tilbage, med en serie kraftfulde slag. Det er tydeligvis ikke et menneskeligt væsen, det er misformet og alt for magert. Jeg gyser og lader min afsky drive mig fremad igen. Jeg kan mærke dets knogle knuse under geværkolben, men jeg bliver overmodig og glider igen i sølet. Men jeg vil ikke give op her. Jeg lader mudderet afbøde mit fald fra monsterets kontreangreb og får lidt afstand, så jeg kan rejse mig igen.

[Denne gang er det en delvis success på “Strike” og selv om jeg gør fremskridt, så koster det mig kontrollen over situationen. Men mit rul for at håndtere modangrebet er en stor success og jeg har igen overhånden.]

Jeg er nu langt nok væk til at kunne affyre min karabin og den gør kort værk af det ækle væsen. Med mine sidste kræfter trækker jeg mig op på den nærmeste klippe og ligger gispende som en fisk. Men min sejr er kortvarig. Ved Dommerens Skæg, får man aldrig fred?! Om det var vores tumlen omkring eller bragene fra mit våben kan jeg ikke sige, men jeg ser pludselig bevægelse i mudderet bag mig! Der er flere af dem og de er ude efter mig! Min eneste vej ud, er ind. Ind i hjertet af det her mørke.

[Jeg ruller for at afslutte kampen og får en halvsuccess, så selv om jeg vinder er det med en komplikation. Jeg ruller at nogen vil have hævn. Selvfølgelig. Men! Jeg kan sætte en streg i mit “Discoveries” track fordi jeg har konfronteret en af de to styks unaturligt kaos fra tidligere.]

Så fik jeg også prøvet kampsystemet! Det er ganske udemærket. Det kan en hel del med meget lidt. Det er den samme grundmekanik med at fylde på en tracker indtil man satser for at afslutte det, men med den simple tilføjelse af to tilstande, i kontrol / i knibe, der begrænser ens muligheder eller ændrer hvor risikabelt der er at prøve at gøre fremskridt. Og selvfølgelig krydret med hvilke stats man kan vælge at rulle. Det er tilpas spændende og ret nemt at folde narrativ ud imellem. Så er spørgsmålet bare hvad det kommer til at koste undervejs.

Næste gang lægger vi ud med en masse tabeller, for der skal rulles en “Precursor Vault” frem, som jeg kan udforske!