“På broen af Dragefisken ser Kaptajn Gil Kassis intenst på scannerskærmen, nærmest uden at ænse den intense rumkamp med en overlegen fjende som resten af besætningen er intenst fokuseret på. Da en lille flok skibe i høj fart krydser ud af rækkevidde af Dragefisken og dens stridbare modstander, løfter han hånden og broen letter nærmest et synkront suk, da de får lov til at styre skibet ud af kampen med den dødsensfarlige Legion-krydser. Kaptajn Kassis trækker en tabla frem og dikterer en kort besked: ‘Højærede Sheik Al-Bara, deres protege og de andre fra planeten er sat fri. Min kontakt siger at de er på vej til Niyala, hvor jeg af gode grunde ikke kan følge dem. Så det må være op til deres eminences andre lakajer at fortsætte herfra.'”

Niyala er et Ikon-velsignet syn fra kredsløb. Gløden fra de kontinentale vildbrande spiller varme farver over de næsten usynlige ringe om planeten, jeg får en intens lyst til bare at blive i kredsløb i stedet for endnu en gang at lade mig trække ned i en tyngdebrønd. Men jeg er kaldet videre på min mission og den fortsætter nede på overfladen. Jeg lader mit skib falde ud af det trygge vakuum, ned i rumhavnens anløb, men i stedet for at lande, strækker jeg ud langs overfladen. Jeg følger den glødende kyst mod syd, fra de kogende egne til de frosne, hvor jeg har fået et tip om at min gamle ven Faaria Tahan har oprettet en lille koloni på isen, som hun kalder “Måske”. Hun har vidst gang i et projekt om ikke helt legal eksport af sjælden is og ihvertfald ikke mistet sin sans for humor.

Det er kun fordi jeg har koordinaterne at jeg finder stedet, for deres transponder svarer ikke på mine koder. Jeg lander Græshoppen på en nogenlunde stabil udseende bræ i nærheden af hvad jeg antager er en indgang i et kæmpe ismassiv. Da skibets luftsluse åbner, bliver jeg slået af både en dundrende hovedpine og en sær opstemthed efterfulgt af instinktiv panik. Der er noget galt med luftmixet i kabinen! Nej vent, jeg er på en planet. Jeg får famlet min filtermaske på da jeg husker at et af Niyalas særpræg er en atmosfære med ilt i overflod. Hvorfor skal planeter være så besværlige? Jeg krydser over imod den massive indgang mens jeg skutter mig imod kulden. Pludselig standser jeg. Porten bærer tydelige spor af at være blevet sprængt åben!

[Planeten og dens særpræg har jeg tidligere etableret gennem Coriolis’ generatorsystem med egen flavour, men nu ruller jeg Starforgeds settlement oracle og ser hvad jeg finder. Indtil videre så er hedder den “Perchance” har et par hundrede beboere og er bygget ind i terrænet. Men mit første indtryk er at den er ødelagt! Suk, jeg havde håbet på et sted at få forsyninger og reparere mit skib, men så heldig må jeg ikke være. Jeg skifter fra settlement til derelict tabellerne…]

Jeg vender tilbage til Græshoppen efter mine våben inden jeg forsigtigt fortsætter. Inden for porten er der tydelige tegn på kamp, der er opstillet barrikader og spærret af indefra, men det har tydeligvis ikke hjulpet. Jeg prøver at forstå hvad der ellers er sket. Det der er sket med forsvarerne ser for grusomt ud, til at det kan være en eller anden form for ordensmagt der har ryddet bulen og Faaria er alligevel for kvik til at lade det komme så langt med den slags. Det må være nogen andre der er skyldige her. Der er ikke andet for, end at fortsætte ind i mørket for at få svar. Jeg sværger at finde ud af hvad der er sket med Faaria og de andre kolonister.

Her må Grædekonen stå mig bi og jeg kalder på hendes styrke for at klare mig igennm. Inde i hulerne er luften tung af damp og isen omkring mig drypper og løber i strømme ned ad væggen og langs gulvet i korridoren. Det er nærmest umuligt at se længere frem eller høre nogen komme, jeg ved ikke om der er nogen tilbage her i basen eller om de har efterladt fælder og det flosser mine nerver, men jeg ryster det af mig og fortsætter. Området her er tydeligvis nyligt udgravet, men maskineriet er blevet brugt til barrikader og det ser ud til at mindst en af gravemaskinerne også er blevet kørt over fjenderne. Jeg vælger ikke at kigge nærmere i den retning og fortsætter i stedet videre ind.

Nede ad endnu et par gange finder jeg et sikret område, hvor et fund fra isen har været opbevaret, men er blevet fanget i krydsilden. Det ser ud til at have været et sært artefakt, men det er svært at sige, for der hvor projektilerne har gennembrudt det er der vokset sære planter frem. Jeg forsøger at kante mig igennem, men det tager tid og fokus fra min opgave inden det lykkes.

Jeg kommer endnu et stykke ind, til et beboelsesområde. Jeg går forsigtigt fremad, men min vej fremad er spærret af en kraftig, låst dør. Og jeg kan høre noget krible under møblerne rundet om mig. Det har jeg ikke tid til at blive bange for, så jeg lader min Vulcan-karabin flå isen rundt om døren i stykker og giver helvede i diskretion. Jeg skal videre.

Her er endnu et område hvor folk har boet, men her er tydeligvis været håndgemæng og blevet plyndret. Det er ikke gode tegn. Jeg hører en lyd og vender mig om, lige i tide til at opdage at jeg er trådt ind i en luremine der eksploderer. Alt bliver sort for mig…

[Bum, det er en hård omgang at udforske sådan et landskab. Jeg bliver næsten taget helt ud af lureminen, fordi jeg groft fejler mit Endure Harm rul. ]