“Portalen gnistrer åben og fra glødehavet glider et massivt Konsortie-skib ind i solsystemet. Lys tænder ned langs dets sider imens det booter langsomt op, system for system. En lille, hidsig glød kobler sig fra et ventende skib og brænder sine motorer i fuld galop mod Konsortieskibet. Det er Dragefisken der har slået et stort bytte op. En serie missiler og torpedoer flyver fra hende og sprænger dybe flænger i det enorme fragtskib, der i respons tænder sine motorer og aktiverer dets forsvarskannoner. Dragefisken styrer tæt rundt om det langt overlegne skib for at undgå at dets massive våben kan komme i spil, mens hun konstant affyrer strålevåben og bomber. Det er nu et kapløb. Konsortieskibet ræser imod den nærliggende planet, Sahadin for at vende sitationen og finde frelse, mens Dragefisken forsøger at slå det ud inden.

“Men ingen af dem får det de søger. Det store skib bliver trukket ned i atmosfæren, hvor det begynder at brænde og falde fra hinanden i store stykker og Dragefisken må afbryde dets jagt. Men de skal nok komme tilbage…”

[Rullet siger at jeg skal vise hvordan to urelaterede situationer er forbundne. Desuden lidt upkeep fra sidst, hvor jeg har valgt at bruge mine nye xp på at blive mere religiøs. Det virker som det rigtige ud fra de seneste oplevelser.]

Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg slap op til overfladen igen eller hvor lang tid det tog, måske faldt jeg i søvn undervejs, men jeg er stadig udmattet. Jeg ved bare at det jeg så i kernen fik alle gangene og senere klippestykkernes mønster til at give mening og jeg kunne tage den direkte rute til den modsatte side af det her bizare landskab. Men jeg er træt, åh så træt. Jeg kæmper mig op ad skråningen på den anden side. Hvis ikke mit mål er på den anden side ved jeg ikke hvad jeg skal gøre. Heldigvis ser jeg et velkomment syn da jeg når op til højderyggen. Neden for mig ligger et fragment af et kæmpe skibs skrog, som en bro mellem to klippefremspring. I ly af det er en flok små rumskibe gemt væk og jeg tror jeg kan se skikkelser bevæge sig mellem dem.

Turen ned imod det er hverken yndefuld eller fri for knubs, men jeg når nedad i et stykke. Jeg har så travlt med at se hvor jeg går og ikke snuble over stenene at jeg ikke ser noget før en stemme råber mig an. Jeg ser op og finder mig omringet af en broget skare. Med et bred udvalg af alvorligt udseende skydevåben. Anføreren er en bister mand iført tyk, slidt panser og mørke tørklæder om sit ansigt. Et ansigt der mest består af et stridt fuldskæg under en høgenæse.

[Jeg får et middelmådigt rul på ekspeditionen, men det er nok til at jeg vil rulle for at fuldføre og får også en halvsuccess på det. Det skal åbenbart være besværligt.]


“Oy! Stands!”

…

“Du er tydeligvis ikke fra Legionen, så hvem er du og hvad i Nadirs navn laver du dog her alene?!”

“Jeg er her på sporet af Ryttersken Talmiel, hun har viden jeg skal bruge.”

“Og hvem er du?”

“Mit navn er Jabram Bour Nishar, af Lignelsen Om Græshoppen.”

“Det skib har jeg aldrig hørt om.”

“Jeg er også den eneste ombord og hun fik navnet for nylig.”

“Og du slap bare igennem blokaden i hende? Hvorfor skal vi ikke tro at du er spion for Legionen eller dusørjæger?”

“Æh, jeg var ikke klar over at der var blokade, så jeg nåede ret langt ned imod atmosfæren før jeg fandt ud af det, da de opdagede mig og begyndte at skyde. Og du ved forhåbentlig at vi Nomader ikke har nogen kærlighed til Legionen, Konsortiet eller nogen af deres slags, så hvis jeg var spion ville jeg hellere have at du skød mig.”

“Giv os dit våben og vi kan gå ned i skyggen og tale videre. Men hvis du prøver på noget, skyder vi dig og smider dit lig i lavaen.”

Jeg tror dog de hurtigt kan se at jeg knap kan stå på benene og næppe er en trussel, for ham der starter med et brysk greb om min arm ender med at støtte mig det meste af vejen ned til skibene. Hernede kan jeg se at ud over de parkerede skibe er der opstillet telte og prefab skure inde under skrogstykket, hvor man stadig kan se omridset af skibets navn: “Troens Tinde”.

Jeg bliver sat på et lille tæppe i et mørkt og stille hjørne, stadig under opsyn, men på respektfuld afstand. En følelse af lettelse fylder mig og jeg falder på knæ i tak til Ikonerne. Særligt Den Rejsende får gode ord med på vejen. Anføreren vender tilbage med en kande vand, lidt brød og salt, men venter tålmodigt til jeg er færdig med at bede. Han begynder at stille spørgsmål, men noget mindre aggressivt end ude i det åbne. Jeg forklarer mit ærinde og min vej hertil, så godt jeg kan. Det bliver hurtigt tydeligt at han tror på mig, selv da jeg forsøger at beskrive hvad jeg oplevede i hjertet af mørket på vejen hertil. Han er faktisk mere interesseret i at forsøge at forstå hvad det kunne betyde. Et par af de andre er også kommet til for at høre min historie og det er åbenbart noget af en bedrift at have krydset det de kalder Azeems Kaos. Det er ikke et sted nogen af dem frivilligt ville gå hen og der bliver mumlet mange afværgelser mens jeg fortæller. Efterhånden tager folk også lidt mad frem, nogen en flaske besk kohol der går på omgang. På et tidspunkt dukker min karabin også op ved siden af mig, uden nogen siger noget om det. Det lader til at jeg er gået fra potentiel trussel, til en lettelse midt i en trykket stemning.

Anføreren hedder Huriye Maalouf og er tidligere officer for Martyrerne i Pariaens orden. Han er stadig meget troende og det har ført ham hertil, hvor han hjælper klunser-banderne der “omfordeler” Konsortiets varer. Stedet her er en halv-hemmelig base på vejen for mange af dem og han har taget ansvar for at holde det forsynet og sikkert. Desværre var de ikke helt klar til at en hel Konsortieblokade ville være ude efter dem og deres forsvar er ikke helt klart endnu. De har en container med forsvarsmateriel, men mangler de teknikere der skulle installere og kalibrere det.

[Jeg formår at rulle en delvis success for at overbevise dem, efterfulgt af det samme på mit rul for at for en fordel gennem bøn. Til gengæld får jeg en overvældende success med match på mit rul for at skabe en forbindelse til anføreren. Jeg ruller på tabeller, vælger lidt og filtrerer det gennem Coriolis settingen og får en ret sej dude ud af det og lidt mere viden om hvad for et sted jeg er endt.]

Jeg har fundet en Coriolis NPC ruller, til at fylde bipersoner på som passer lidt bedre i settingen end dem Starforged laver.

Vi snakker indtil jeg mere eller mindre falder i søvn hvor jeg sidder og bliver eskorteret ind i et af teltene. Næsten morgen vågner jeg til lyden af alarm omkring mig. Efter et kort øjebliks panik over hvor jeg er, kravler jeg ud af teltet og opdager at Legionens spejderskibe har overfløjet området. Det er kun et spørgsmål om tid før de opdager lejren. Alle har travlt med at gøre klar til afgang eller forsvare deres base, så da jeg forsøger at finde forsyninger har ingen tid til mig og jeg indser at jeg kun er i vejen. I stedet finder jeg et hjørne hvorfra jeg kan holde udkig og forhåbentlig hjælpe på den front.

[Blah. Jeg ruller “Sojourn” for at se om det her er et sted jeg kan samle mig lidt, men får kun en delvis success så jeg må vælge om jeg vil prøve at helbrede mig selv, hæve mit humør eller få forsyninger. Det sidste er klart mest akut, men selvfølgelig fejler jeg rullet. Ingen hjælp, kun ballade. Til gengæld lykkes mit rul for at fuldføre min ed om at finde Talmiel.]

Ude over de kogende svovlsøer på den anden side af lejren ser jeg pludselig noget bevæge sig. Jeg alarmerer den nærmeste vagt og sammen med mig stirrer han gennem sin kikkert indtil det bliver tydeligt at en speeder er på vej ind imod os. Da jeg bemærker at den har en purpur vimpel blafrende efter sig, fortæller vagten mig at det betyder at det er er Talmiel der er på vej og at jeg skal løbe ned og sige det til Huriye.

Endelig. Jeg møder snart Ryttersken Talmiel.