Vores BlackBox CPH scenarie

Jeg blev tvunget af omstændighederne til at lave et scenarie til arrangementet sammen med Pixi. Blandt andet fordi vi begge længe har haft lyst til at lege med den absurde teatergenre i rollespilsregi, men også for at få afprøvet nogen teorier om hvad der er muligt og ikke muligt i rollespil.

 

Scenariet vi kørte var Vrøvl, der grundlæggende er baseret på at tage troper og genrekonventioner fra Samuel Becketts teaterstykker og lave dem om til regler og værktøjer for opførsel i et scenarie. Målet er blandt andet at rykke rollespillet tættere på teatret, at finde bro til de kontaktflader der er i former som long form improv og performance kunst. Samtidig fungerede det også som test-case for ikke-indlevelsesfokuseret spil, som er et tema i Turning Point, det projekt jeg har med Monica. Som i øvrigt også bidrog med ubetalelig hjælp til design af workshoppen inden selve spillet.

 

Det var min første erfaring med at køre sådan en workshop, det er ret krævende og jeg er ikke tryg med sådan at være i centrum og den kloge. Det er svært at varme folk op, men så snart det bliver kropsligt er workshoppingen en herlig leg. Den kedelige formidlingsdel skal helst blandes godt med fysiske øvelser, lege og afprøvning af spilmekanikker og roller.

Vi havde som benspænd at spillerne blev inddelt i par, men ikke fik lov til at forberede sig sammen og ikke kendte til modpartens underliggende instruktioner.

Målet var at deres forhold blev udforsket i selve spillet, frem for at blive talt på plads inden. Det virkede udemærket, men jeg tror at det ville give mere tryghed for spillerne at have en kort mulighed for at tilpasse deres kropssprog og rolleudtryk til hinanden inden det går igang.

 

Vi havde seks spillere, færre end vi havde planlagt, men det viste sig at være et rigtig godt antal under selve spillet. Og det var supermotiverede spillere, scenariet var nok det mest snævre i weekendens udvalgt og lå søndag formiddag. Men de gik lige i kødet på det: De havde alle læst Beckett og var friske på leg.

De viste sig at være rigtig glade for den vinkel jeg lagde fra start: “I skal bare lege og prøve jer frem, der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på.” Jeg synes det er synd at det skal være en positiv overraskelse for spillerne at få lov til at spille sådan, at grundantagelsen er at man skal leve op til andres forventninger og kun spille som de har befalet. Det er vidst et rant til en anden gang.

 

Vi havde som agenda at spillet var baseret på at spille noget svært og fjernt fra spillernes sædvanlige opførsel. At spillerne konstant skulle være bevidste om at de spillede en rolle og ikke kunne falde tilbage på deres naturlige reaktioner og kropssprog. Det gjorde vi gennem en række benspænd i rollekonstruktionen. De fik som sagt en række værktøjer til at skabe absurde forhold, til at lave skæve statusforhold i parrene, udspille forløsningsfrie konflikter og komme med absurd tale. I Becketts forestillinger er rollerne altid i gensidigt afhængige men ulige forhold. Vi delte spillerne op i to grupper efter højde, de laveste spillede højstatus og vice versa. Jeg tog selv højstatusgruppen, der bestod af de tre kvinder og Pixi førte de tre mænd gennem et lignende forløb for lavstatus.

 

Fokus på udformningen af rollen er på den udtrykte rolle, målet er at skabe en interessant og udfordrende modpart for den anden spiller i ens par. Rollerne bestod en række indre logikker som spillerne så udtrykte kropsligt og i deres talemønstre på en teatralsk frem for realistisk måde. Vi fik dem også til at lave øvelser hvor de indtog scenerummet på alverdens forskellige måder, for at blive bevidste om hvor meget man siger med sin placering i et rum. Det førte til en gruppe fantastisk ekspressive spillere der virkelig fik kroppen med.

Vi lærte dem også en hel del benspænd ud i absurd tale, grundlæggende er princippet at man altid skal tale forbi hinanden, køre ud af en anden tangent end din samtalepartner, konsekvent ikke kende til de referencer de andre kommer med og tie stille på upassende måder. Vi slog hårdt fast på at det var helt iorden ikke at kunne finde på noget at sige og at bruge tavsheden som et aktivt virkemiddel frem for at se det som en svaghed. Og at det i absurde teater er en styrke at gentage sig selv.

Lige inden spillet fik spillerne mulighed for at tage et navn til deres rolle og hvert par trak et tema til deres samtaler, som de selv havde brainstormet tidligere. Egentlig var planen at de skulle holde samme tema i alle akterne, men på deres opfordring trak de et nyt til hver akt.

 

Selve spillet var fantastisk at kigge på, det er et sjældent privilegie som arrangør at kunne få lov til at være reel tilskuer til ens scenarie. Enten er man instruktør, i spil som biperson eller gemt væk i en bunker. Vi sad gemt væk oppe bag stolerækkerne ved lyspulten, hvor Jesper Heebøll gjorde et dejligt stykke arbejde med at improvisere lysskift undervejs i spillet. Vi havde et lydtæppe af ambient musik der skiftede stemning undervejs og lyset blev fokuseret på de forskellige podier som scenen bestod af alt efter spillernes handlinger og Jespers indfald.

Det var præcis som at se et absurd stykke blive opført for første og eneste gang. Spillerne havde knald på og kom ud i alverdens forviklinger og uforståelige dialoger. Der var et par stykker inde og kigge undervejs og ingen af dem fattede en pind, altså en stor succes. Vi er så vant til at forstå rollespil som handlingen, læst ud fra dialogen. Men her var det netop den der gav mindst mening. Det er formen, handlemønstre og forhold der udgør strukturer som tegner det meningsløse.

 

Spillerne var glade, men udmattede. De kørte i højt tempo og glemte fuldstændig tiden. Vi havde tre akter af 40 minutter, men de troede at de kun havde været på i 10 minutter ad gangen. Jeg tror godt vi kunne have haft en times spil mere, men vi valgte at skære det kort for at være sikker på at spillerne ikke løb tør for energi.

Det første mål med at få tilfredse spillere med et meget snævert koncept blev klart en succes og undervejs fik jeg bekræftet en hel del små tanker og observationer om hvad man kan og ikke kan med rollespil:

 

Man kan sagtens spille med teaterdramatik og store armbevægelser uden det bliver fjollet. Hver akt-break var fyldt med spillere der grinede ad hinandens løjer, men selve spillet var helt straight og alle var fokuserede.

 

Spillerne var rigtig glade for at få lov til at spille atypisk og uden at blive typecastet. De synes at blive udfordret med f.eks. en uvant statusposition var en spændende oplevelse. At skulle afspore alle samtaler førte til at langt større fokus på modparten end sædvanligt.

 

Scenariet forløb fuldstændigt uden nogen central fortælling, der var en enkelt hændelse i sidste akt hvor alle seks spillere fandt sammen om en fælles ting, men det gik fra hinanden lige så pludseligt som det opstod. Der var masser af temaer der løb længe og mellem parrene, gentagelser af handlinger og dialoger, men aldrig en bevægelse i narrativ forstand.

 

Frie, trygge spillere er power spillere. Hvis man gør det klart at det er en leg, at spillerne har handlefrihed og at der ikke er nogen forventninger til deres opførsel eller anden styrende hånd fra arrangørside giver de slip og spiller langt mere dramatisk. Så længe man har gjort det klart fra start hvad det fælles mål er og givet dem værktøjer nok, kommer de til at spille det man vil have uden usikkerhed og er bevidste om at hvordan de spiller.

 

Sidst men ikke mindst havde vi en lille diskussion til sidst om hvorvidt det overhovedet var rollespil vi havde lavet. Det lignede på overfladen et absurd teaterstykke og opfyldte alle grundlæggende krav til at have været improviseret teater eller en kunstperformance, men vinklen og fokus var hele tiden ud fra en rollespilsforståelse. En anden skillelinje som en spiller påpegede var at der ikke var nogen nævneværdig indlevelse i rollen i klassisk bleedform. Men det var netop også en pointe som øvelsen bekræftede, at man sagtens kan have rollespil uden bleed.

 

Jeg synes selv det var en stor succes og det lød også sådan på spillerne. Der var ikke noget der faldt til jorden. Det største problem var en usikker start på workshoppen, men det fortog sig så snart spillerne begyndte at lege med. Jeg har ihvertfald selv fået en masse gode erfaringer i at køre workshop, bruge teaterscenografiske midler og en stor tillid til spillernes egne evner og motivation mod den gode oplevelse. Lad os håbe der kommer flere arrangementer som Blackbox i fremtiden!

Advertisements